Der er fuld knald på danskernes sommerferie, og det har fået B.T. til at ringe en række kendte op for at høre sjove anekdoter og erindringer fra tidligere ferier.

Og en af dem, der i den grad har et mindeværdigt ferieminde i bagagen, er tv-værten Niels Christian Meyer – bedre kendt som Bubber.

Dengang i 90erne, da han var ung, frisk og frejdig og lige blevet indehaver af sin anden bil, en VW Boobel Capriolet, valgte han nemlig at tage på bilferie til sydens sol.

En bilferie, hvor næsten alt, der kunne gå galt, gik galt.

»Det var min drømmebil, så jeg var så stolt og skulle ud og lufte den, men det blev overhovedet ikke, som jeg havde drømt om,« siger han.

Ifølge Bubber var planen at køre til Split i Kroatien, men her var vejret så absurd dårligt, at han og hans rejsekompagnoner valgte at drøne videre til den spanske ferieø Mallorca i stedet.

Derfor kørte de mod Barcelona for at tage færgen, men midt i en spansk bjergby gik Bubbers drømmebil i stå.

»Det var ude midt i ingenting, så vi kunne ikke gøre noget som helst. Det var et helvede af et cirkus,« griner han og fortsætter:

Bubber.
Bubber. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»Heldigvis får vi fat i min mekaniker hjemme på Vesterbro, som tilfældigvis kender en mekaniker i Spanien, som kan skaffe lige den reservedel, vi mangler, så min bil kan blive fikset.«

Det endte med at tage Bubber og co. hele tre dage, før de kunne køre videre til Barcelona for at tage færgen videre til Mallorca.

På færgen gik det dog også galt.

»Vi blev pludselig vækket af alarmen midt om natten og ser, at hele skibet er i panik,« siger Bubber og fortsætter:

»Det viser sig så, at en person er sprunget over bord, og at der er helikoptere og politi over det hele. De fik ham heldigvis fisket op, men vi blev flere timer forsinket.«

Da det endelig lykkedes Bubber at komme frem til Mallorca, var der ikke mange feriedage tilbage, før han skulle retur til Danmark.

Og her skulle det vise sig, at feriens sidste ulykke fandt sted.

»Hvis alt det andet ikke havde været nok, så formåede vi også lige at få smadret forruden af bilen på vej hjem. Så vi måtte tape den ind med gaffertape, som gik op konstant, hvilket betød, at vi måtte ind på en tankstation hver time for at tape den sammen igen.«

»Det var bare never ending story på den ferie. Det var et mareridt, men den slags er samtidig også charmen ved bilferier, og det var faktisk en virkelig god ferie trods alt,« slutter Bubber.