Valentinsdag kan være en god påmindelse om at sætte pris på en af de vigtigste ting i livet  - kærligheden.

Og den har Bubber måttet kæmpe for flere gange i sit mangeårige ægteskab med konen, Christina Ibsen Meyer, der forlod ham en kort overgang.

»Jeg havde overset faresignalerne, som havde blinket mig lige op i ansigtet, fordi det hele går så hurtigt i hverdagen,« siger Bubber til B.T.

»Kærligheden er det vigtigste, vi har. Hvis man ikke styrker den og holder den ved lige, så blegner den. Og det er jo vores og mit store problem gennem tiden. Det er, at det er vores allernærmeste, som får mindst opmærksomhed, selvom de fortjener mest.«

Her ses parret sammen i 2015.
Her ses parret sammen i 2015. Foto: Claus Bech
Vis mere

Bubber har tidligere talt åbent om sit parforhold, og at han har for mange år siden var konen utro. Utroskaben kom parret sig over, men i 2011 forlod Christina ham.

»Jeg ringede til hende, og hun tog ikke telefonen. Jeg tænkte, at hun nok ville komme tilbage efter nogle timer. Men timer blev til dage, og så gik det jo op for mig, at det var alvor,« siger han.

Da hun forlod ham, var det med truslen om, at det ville blive permanent, hvis Bubber ikke kæmpede for forholdet. Første skridt på vejen tilbage til Christina var at opsøge en psykolog, hvilket Bubber gjorde.

»Jeg fik et alvorligt wakeupcall og måtte ind og redde min kærlighed. Det var og er stadig hårdt arbejde. Det kan man undgå, hvis man holder valentinsdag hver dag og tænker over, at forholdet skal plejes for at blomstre.«

Bubber (Niels Christian Meyer), konen Christina Ibsen Meyer skråt bag Bubber...), Bubbers mor Nina Meyer (nr. to fra venstre) og børn til premiere i Glassalen i Tivoli på Tivoli Varieteen i 2005.
Bubber (Niels Christian Meyer), konen Christina Ibsen Meyer skråt bag Bubber...), Bubbers mor Nina Meyer (nr. to fra venstre) og børn til premiere i Glassalen i Tivoli på Tivoli Varieteen i 2005. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

For den ellers joviale skærmtrold havde nemlig glemt sin kone og familie i hverdagens trummerum. Det hele kom til at handle om indkøb, børneafhentning og praktikaliteter i stedet for deres forhold.

Bubber tror også, at man som menneske kan have en tendens til at blive doven, når man har gjort 'erobringen' af konen og har fået børn. Så bliver problemet - for nogle - at fokus skifter.

»Man tager tingene for givet og begynder at tro, at man kan tillade sig hvad som helst, for man skal sgu nok blive tilgivet i sidste ende. Det er en trist, kedelig og røvsyg situation at være i. Hvis man vil kærligheden og sin partner, så må man kæmpe for det, og hvis man er heldig, så kommer der tilgivelse, og det var jeg så heldig at få,« siger den i dag 54-årige Bubber.

For at vende tilbage til valentinsdag, så synes Bubber, at det i bund og grund er en dybt kommerciel dag, hvorfor han formentlig ikke kommer til at gøre noget stort ud af den.

Her ses parret sammen i 2010
Her ses parret sammen i 2010 Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Valentinsdag er hyggelig nok, men hvis du spørger, hvad der sker i morgen (torsdag, red.), så sker der nok ikke noget romantisk. Jeg mener bare, det skal ikke være den ene dag, man står og venter på at sige, at man elsker dig til sin kone eller kæreste. Men dagen er fed, fordi den kan bruges til at ruske op i folk.«

I stedet forsøger han at være romantisk i hverdagen. Det kan være helt små ting som at sende kærlige sms'er.

Ifølge Bubber har han og konen det 'skide godt' i dag, selvom det ikke altid er en dans på roser.

»Selvfølgelig arbejder vi stadig for det. Man kan jo ikke sige, at 'nu har jeg kæmpet for det én gang, så behøver jeg ikke at gøre det igen'. Det er en 'ongoing process'.«