Bubbers privatliv blev lige pludselig forsidestof i medierne, da han i 2019 blev skilt fra sin kone. Nu taler han om oplevelsen.

Det sker i tv-programmet 'Deja-vu med Frøkjær' på TV 2 Charlie.

»Man skal ikke føre kamp eller skilsmisse gennem pressen på nogen som helst måde, men jeg tog telefonen, jeg svarede på det, der skulle svares på,« siger han i programmet.

I programmet fortæller Bubber også, hvordan hans ekskone, Christina Nørby Ibsen, har måttet ofre meget for hans skyld, så han har kunnet opfylde sine drømme, og selvom han har været der for sine børn, har han ofte været egoistisk og sat sin karriere højere end noget andet. Da B.T. spørger ind til, hvordan forholdet til ekskonen og de tre ældste børn er i dag, er svaret da også ganske kortfattet.

»Det arbejder vi på,« siger Bubber til B.T.

Åbenheden om bruddet førte til det, Bubber selv kalder ufede overskrifter og lede kommentarer, men på trods af dette vil han ikke lægge den åbne stil fra sig.

»Der er jo heller ikke andet at gøre. Så kan man lade være med at gå vildt dybt, for jeg synes stadigvæk, at alle mennesker har ret til et privatliv,« siger han til B.T.

»Der er jo visse ting, som bare er private, uanset hvem man er, som har bedst af ikke at blive udstillet.«

Oven på det stormvejr, privatlivet gik igennem, er det i dag en Bubber, der har det godt.

»Jeg er glad, og jeg har en skøn kæreste, så der er ikke noget der. Så på den måde kan man sige, at der går livet på den måde, at man også må følge sine følelser.«

Bubber vil forsætte med at fortælle åbent om sit liv, når han bliver spurgt.
Bubber vil forsætte med at fortælle åbent om sit liv, når han bliver spurgt. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

I programmet får Bubber lov til at se tilbage på klip fra en lang karriere foran kameraet, og det er noget, der vækker eftertænksomhed.

»Det er jo altid vildt at se, hvor hurtigt tiden den går, og hvor meget der er sket. Man skal kraftedeme huske at nyde det, mens man er der, fordi det går stærkt.«

Bubber ser også tilbage på et klip fra 'Go' morgen Danmark', hvor han fortæller om de tre gange, har været ved en prostitueret – vel at mærke tre gange, der er endt uden succes.

Første gang blev han nedlagt af en politihund, anden gang var en dyb mandestemme i Roms gader stopklodsen, men tredje gang blev forpurret af en dødssyg housecoat.

Alligevel er han klar i spyttet, da han bliver spurgt, om der mon findes andre med lige så mange uheldige oplevelser, når det kommer til prostituerede.

»Ja, det tror jeg, der gør. Jeg tror ikke … jeg tror, der kunne skrives bøger om det der,« siger han.

'Deja-vu med Frøkjær: Sanne Salomonsen og Bubber' kan ses allerede nu på TV 2 Play eller på TV 2 Charlie 22. februar.