Efter at have fortalt om sin kommende skilsmisse og om at vente et barn med en ny kvinde, ønsker Bubber nu at holde sagen privat.

Det fortæller han til B.T., efter det torsdag kom frem, at 28 års turbulent ægteskab slutter med et brag, da den populære tv-vært til foråret skal være far til et barn med en unavngiven kvinde.

Da B.T. talte med tv-værten torsdag aften, havde Ekstra Bladet netop konfronteret ham med rygtet - som altså viste sig at være sandt.

»Det kom virkelig bag på mig, men jeg vidste jo godt, det ville komme ud på et tidspunkt,« sagde han til B.T. om afsløringen.

Han tilføjede, at han var 'rundt på gulvet', men kunne fortælle mere om sin situation på et senere tidspunkt.

Da B.T. ringer igen fredag, er Bubber dog mere lukket. Han mener, at der er sagt det, der skal siges.

»Alt står jo der (i medierne, red.). Jeg har bekræftet det, og så må vi selv finde ud af det. Det er privat, det her. Det er noget, jeg selv går og finder ud af, og det skal jeg bare have ro til.«

Han ønsker altså ikke fortælle, om han og den nye kvinde er kærester, og han svarer ikke på, om han skal være en del af det kommende barns liv.

Bubber og 'Ibsen' har været gift i 28 år.
Bubber og 'Ibsen' har været gift i 28 år. Foto: Robbie Williams koncert i Parken
Vis mere

»Jeg kan ikke sige mere, end jeg allerede har gjort,« siger han.

B.T. har været i kontakt med tv-værtens hustru, Christina 'Ibsen' Meyer, der heller ikke ønsker at udtale sig om sagen.

Torsdag fortalte Bubber - med det borgerlige navn Niels Christian Meyer - tydeligt oprevet:

»Jeg er både chokeret og ødelagt over situationen på én gang, for det er svært med et langt ægteskab.«

Niels Christian Meyer og Christina 'Ibsen' Meyer ved deres bryllup i 1991.
Niels Christian Meyer og Christina 'Ibsen' Meyer ved deres bryllup i 1991. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Stemmen blev dog kortvarigt mild, da han svarede 'ja' til, om det trods alt er dejligt at skulle være far igen.

Bubber og Christina 'Ibsen' Meyer har i forvejen tre voksne børn, og tidligere i år blev de bedsteforældre, da deres ældste datter, Sofia, fødte en dreng.

Parret har tidligere været åbne om deres ægteskabelige problemer og utroskab fra Bubbers side. Og i 2011 gik de kortvarigt fra hinanden.

»Man tager tingene for givet og begynder at tro, at man kan tillade sig hvad som helst, for man skal sgu nok blive tilgivet i sidste ende. Det er en trist, kedelig og røvsyg situation at være i. Hvis man vil kærligheden og sin partner, så må man kæmpe for det, og hvis man er heldig, så kommer der tilgivelse, og det var jeg så heldig at få,« fortalte Bubber i den forbindelse.