Daniel Sørensen bliver af og til stadig genkendt på gaden, selvom det er tyve år siden, at han var en stor stjerne i den danske musikbranche.

Men i dag er musikken mere eller mindre lagt på hylden, og nu er det tilværelsen som familiefar og iværksætter, som fylder hos den nu 35-årige tidligere barnestjerne.

Danny Kool hittede stort i slutningen af 90erne og starten af 00erne med sange som 'Senorita' og 'Danny Kool'.

I 2019 afholdt han blandt andet tre udsolgte 20 års jubilæumskoncerter på Rust i København, men ellers bliver det kun til et par optrædener om året til diverse firmafester og julefrokoster.

Daniel 'Danny Kool' Sørensen med sine to børn.
Daniel 'Danny Kool' Sørensen med sine to børn. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg har fået to børn på otte og ti år, som holder mig aktiveret. Derudover er jeg med inde over forskellige virksomheder som konsulent. Det er mit arbejde. Ved siden af det er jeg i gang med at tag en HF, som jeg er færdig med næste vinter.«

HF'en er dog ikke noget, som han regner med, at han skal bruge til noget. Der er en helt anden grund til, at han gerne vil færdiggøre den.

»Det er da meget rart at have, men jeg gør det nok mest, fordi jeg kan sige til min børn, at jeg har taget en, så man kan punke lidt mere til dem og sige, at hvis far kan, så kan de også,« griner Daniel Sørensen i telefonen.

Selvom det er livet som iværksætter, som han vil leve af, så kommer han dog ikke til at stoppe med at give koncerter som 'Danny Kool' lige foreløbigt. Han nyder det for meget.

»Det er fandeme sjovt. Men når man kommer op i årene og spiller de sange, så ser man det også på en anden måde. Det her er nostalgi og bare hygge, og de unge fatter det ikke. Mange kommer for at få følelsen af, at man er teenager igen. Det er fantastisk.«

Han bliver af og til stadig genkendt på gaden, af folk der vil have en autograf eller et billede, når han går med sine børn i Aarhus, og det er kun dejligt, synes han.

»Jeg er jo glad for mit brand, og jeg har altid stået ved det. Jeg er stolt af det, som jeg lavede dengang.«

Daniel Sørensen har tidligere kastet sig ud i at have en burgerkæde, men den gik konkurs efter fire år, og den nye tilværelse har fået Daniel Sørensen til at tænkte mere langsigtet.

Daniel Sørensen med sine to børn.
Daniel Sørensen med sine to børn. Foto: Privat
Vis mere

»Transformationen til at være far, har betydet rigtig meget for mig. Jeg tænker længere ud i fremtiden. Invester mere passivt end aktivt. Børnene har gjort mig meget mere voksen.«

Selvom 'Danny Kool' nu er blevet en voksen mand, så kan han ikke afvise, at han af og til får brug for at vende tilbage til dagene som teenager sammen med sine fans, og det kan blive ved langt ude i fremtiden.

»Om der kommer til at være 50 års jubilæumskoncerter også? Det vil jeg da ikke afvise. Hvis folk er klar på det, og responsen er god, så kan det sagtens være. I 2019 gik der en time før den første koncert var udsolgt. Er interessen stadig stor, så kan jeg godt fyre op for en sidste dans eller to mere.«

Daniel Sørensen har kun udgivet to numre som *Danny Kool', siden projektet blev lagt på hylden i 2002.

Læs konkurrencebetingelserne her.