»Det var en kæmpe udfordring at flytte fra venner, netværk og familie. Så på et tidspunkt for nogle år siden tog jeg simpelthen beslutningen om at stoppe helt med musikken,« siger Karen Busck.

»Jeg var nødt til at turnere og spille i Danmark hele tiden for at holde karrieren i gang, og den mulighed havde jeg bare ikke mere. Så jeg startede et nyt spændende eventyr.«

Efter sit gedigne hit 'Hjertet ser' var Karen Busck på toppen af sin karriere, da hun i 2005 forelskede sig hovedkulds i den norske pladeselskabsmand Rudolf Reim og flyttede til hans hjemland, hvor hun blev gift og fik to børn.

I nogle år gik det fint med at jonglere karriere og familieliv. Og hun nåede da også at indspille to album i Norge, før hun erkendte, at der er længere mellem Oslo og København, end man lige skulle tro. Så hun lukkede døren til musikbranchen. Men det var uden det mindste spor af sentimentalitet.

Sådan ser Karen Busck ud i dag.
Sådan ser Karen Busck ud i dag. Privat

For i mellemtiden havde hun – nærmest ved et tilfælde – opdaget et helt nyt talent.

Ideen kom en aften, hvor sangerinden, hendes nu eksmand og deres to naboer drømte om at tage på vinbar for at lytte til vinyler og få sig et godt glas. Den mulighed fandtes ikke i Oslo. Så de fandt nogle hyggelige lokaler, allierede sig med nogle vinnørder og lavede deres egen vinbar.

Siden er forretningen vokset, og i dag ejer firkløveret 12 barer og restauranter i Oslo. Det seneste projekt er en hel bygning, som både er restaurant, cocktailbar og vinbar. Og næste år kommer yderligere syv steder til, ligesom de fire venner har et boligkoncept for unge studerende i støbeskeen.

Undervejs har Karen Busck uddannet sig til interiørdesigner og står for det visuelle udtryk, og målet er at skabe et originalt bud på de mange internationale kæder, som er ved at overtage Oslo. Derfor er der ikke kun vinbarer, men også brunchbar, pizzeria, ølbar, restaurant, doughnutbutik og kaffebar på kvartettens cv.

Baren Andre Til Høyre, som er en af de foreløbig 12 steder, som Karen Busck har indrettet og ejer med sit firma We Come in Peace.
Baren Andre Til Høyre, som er en af de foreløbig 12 steder, som Karen Busck har indrettet og ejer med sit firma We Come in Peace. Andre Til Høyre

»Det går godt, og vi har overlevet corona, så nu skal vi bare fortsætte med at udvikle den her by. Personligt har det også været med til at tage noget af frustrationen over afstanden mellem Oslo til København.«

I dag husker Karen Busck tilbage på sit tidligere liv som popstjerne med glæde og stolthed.

»Men jeg har det helt fint med, at dét var det.«

Den dengang 26-årige sangerinde havde kun skrevet en håndfuld sange, da hun i 2001 skrev kontrakt med pladeselskabet Mega Records. De kunne lide, hvad de hørte. Men de ville høre mere. Så kort tid efter vendte hun tilbage med 'Hjertet ser'.

Den var skrevet som en duet, så pladeselskabet hentede en af deres erfarne sangere Erann DD, som ved første gennemlytning kunne mærke, at her var et hit, som han gerne ville være med på. Og så var succesen født.

»Det gik så hurtigt i starten, så det handlede mest om at følge med og hænge på det her tog, som var 'Hjertet ser'. Den blev nomineret til tre Danish Music Awards, og der var ingen grund til at være usikker på noget som helst, for den her sang vandt alle mennesker og fik en masse muligheder til at åbne sig,« siger Karen Busck.

Når hun skal pege på sin musikalske karrieres højdepunkter, var det tiden på landevejene. Og især den med Erann DD.

»At gå på scenen med ham var bare... der blev jeg løftet. Vi havde enorm god kemi og samspil.«

Erann DD og Karen Busck fik et kæmpehit med 'Hjertet ser' i 2001.
Erann DD og Karen Busck fik et kæmpehit med 'Hjertet ser' i 2001. ANNETT BRUHN

Omvendt var det tiden alene, som hun peger på som det knap så fede.

»Jeg skrev jo alting selv, og alting kom ud af mig og mine oplevelser. Det var et kæmpe pres at skulle sidde og producere noget meget nært og følelsesmæssigt, som samtidig skal være et pophit. Det var enormt tungt at bære læsset alene,« siger Karen Busck.

»I begyndelsen kendte jeg ingen, og jeg kan huske, jeg sad ved et awardshow og kiggede længselsfuldt på Saybia. Jeg syntes, de var så heldige at have hinanden, og de så så glade ud,« griner Karen Busck.

Hendes fjerde album, 'København', som udkom i 2016, mens hun boede i Oslo, er derfor skrevet i samarbejde med den svenske producer Tobias Fröberg, og det blev et perfekt punktum for musikkarrieren.

Sådan så Karen Busck ud i 2004.
Sådan så Karen Busck ud i 2004. Christian Als

Hun hverken savner eller regner med at vende tilbage.

»Jeg har fået et kick ud af at få karriere nummer to, som er så vild. Hvem får det? Det er jeg virkelig stolt af. Også det med at have taget en uddannelse inden for noget, jeg ikke vidste, jeg havde talent for, og så bare naile det,« siger hun.

»Jeg troede ikke, jeg kunne andet end musik. Men det fandt jeg jo så ud af, at jeg godt kunne.«

Læs konkurrencebetingelserne her.