Hun kommer drønende i den sorte cabriolet. Kalechen er nede. Håret flagrer. De sommerbrune arme vinker begejstret. På hovedet sidder som altid de to sæt briller. »Mine hårbøjler,« kalder hun dem.

»Jeg har det fantastisk,« siger Britt Bendixen med spræl i de blå øjne, da parkeringen er gennemført og kalechen på Audi'en kørt op igen. Sorte skyer truer i horisonten.

I dag er en af danskernes yndlingsdansedommere tilbage på det velkendte og sprudlende spor. Men for kun et år siden var det over hendes eget liv, at der hang mørke skyer.

»Der kan jeg godt sige dig, at jeg blev bange. Puha,« siger Britt Bendixen da også om det chok, der ramte hende, da hun i maj 2019 fik at vide, at hendes hjerte helt bogstaveligt var i fare.

»For jeg har jo aldrig været syg, har buldret igennem, arbejdet i døgndrift og altid haft det godt,« siger Britt Bendixen.

Hun sidder med rank ryg i sofaen. Kender møblet helt ind i knoglerne. For det var her, hun voksede op. Her, hun har levet en stor del af sit 78 år lange liv.

»Mit Tara,« kalder hun det med reference til filmklassikeren ‘Borte med blæsten’.

Fra hun var tre år gammel, var danseskolen Pejsegården i Husum hendes 'tryghedssted'. Det var her, hendes familie var, her, hun voksede op.

»Jeg boede lige deroppe,« smiler hun og peger op på et værelse på første sal.

I spejlsalen tog hun sine første danseskridt. I en alder af otte blev hun danmarksmester. Første gang.

Men for fem år siden solgte hun familien Bendixens legendariske danseskole. Sønnen Niclas havde for længst meldt ud, at hans drømme ikke gik i den retning. Uden vemod accepterede hans mor beslutningen.

»For han skulle ikke føle sig bundet af gamle familietraditioner,« understreger hun.

Selv om hendes barndomshjem, danseskolen Pejsegården, er solgt, ser alt stadig ud som dengang, hvor hun trådte sine egne dansesko der. Her en blyindfattet glasmosaik af Britt og hendes bror Bo.
Selv om hendes barndomshjem, danseskolen Pejsegården, er solgt, ser alt stadig ud som dengang, hvor hun trådte sine egne dansesko der. Her en blyindfattet glasmosaik af Britt og hendes bror Bo. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Alligevel var Britt Bendixen lykkelig, da det lykkedes at finde nye ejere, der havde lyst til at drive Pejsegården videre i samme ånd. Og med samme møbler.

»Jeg ved, at min mor sidder og smiler i himlen af begejstring,« siger Britt Bendixen tilfreds og vender blikket mod den. Den mørke himmel. Som sidste år kom skræmmende tæt på.

»Jeg kunne bare mærke, at noget var helt galt. Jeg blev bange for mit hjerte,« fortæller Britt Bendixen om den pludselige trykken for brystet, der i maj sidste år sendte hende til lægen og videre til Gentofte Hospital.

Her konstaterede de hurtigt, at godt nok slog hjertet upåklageligt, men kranspulsårerne omkring det var næsten tillukkede af kolesterol, hvilket øger risikoen for blodprop i hjertet væsentligt. Det var slemt, fik hun at vide.

Med angsten siddende i kroppen blev hun sendt hjem.

At hun først fik tid til en dobbelt bypassoperation i starten af september dæmpede ikke frygten, der spirede inde i hendes ellers altid lyse sind.

Alligevel jokede hun på hospitalet med, at operationen hastede. For sæt nu at hun døde, inden hun for alvor fik brugt den lækre cabriolet, hun lige havde købt. Hendes første nye bil.

Takket være et afbud endte Britt Bendixen på Rigshospitalets operationsbord allerede 22. juli. Hendes partner Marianne kørte hende derind.

Britt Bendixen med sin partner Marianne Nybo, som hun i snart 25 år har delt sit liv med.
Britt Bendixen med sin partner Marianne Nybo, som hun i snart 25 år har delt sit liv med. Foto: UNGER, ANTHON
Vis mere

»Jeg kan huske, at jeg kiggede ud på gaderne og husene og tænkte: 'Gad vide, om jeg nogensinde vil se dem igen',« mindes hun med en snert af angsten i sine øjne. Og smiler så straks igen.

»Men så vågnede jeg jo op, ikke? Hold nu op!«

At komme til hægterne igen var dog ingen dans på roser for den ellers adrætte og fitte Britt Bendixen.

»Man kan ingenting. Man kan ikke gå. Man kan ikke trække vejret i bund. Er fuldstændig slap og afkræftet,« fortæller Britt Bendixen, som før sin operation havde booket plads på Kysthospitalet Care, så hun kunne tage direkte dertil, når hun blev udskrevet fra Rigshospitalet.

»Selv om det kostede kassen, var det genialt. For jeg vidste, at jeg ville blive bekymret om natten, hvis jeg nu lå og var ved at dø eller noget. Så jeg havde købt en uges ophold, så der var kompetent personale omkring mig, hvis det skulle gå helt galt. Det var for min egen trygheds skyld. Ren egoisme,« siger Britt Bendixen og bryder ud i en latter, der før ville have sat hendes hjerte på hård prøve.

De første par måneder var alt op ad bakke.

»Jeg var mat i sokkerne i lang tid,« husker hun og trækker længe på ordet 'lang'.

Men i efteråret 2019, mens hele familien Danmark for første gang så ‘Vild med dans’ uden Britt Bendixen ved dommerbordet, begyndte det at vende. Britt Bendixen blev stille og roligt sit gamle jeg.

Britt Bendixen er dybt taknemmelig for, at hun efter operationen hverken har lidt af den depression eller dødsangst, som mange rammes af.
Britt Bendixen er dybt taknemmelig for, at hun efter operationen hverken har lidt af den depression eller dødsangst, som mange rammes af. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Nogen bliver deprimerede efter sådan en operation. Nogen kan få dødsangst. Ingen af delene har jeg haft. Hverken før eller efter. Og det er jeg dybt taknemmelig for.«

»Jeg har altid været realist, tager tingene, som de kommer. Tager ikke sorgerne på forskud. Så dødsangst har jeg ikke haft. Tværtimod har jeg utrolig meget lyst til at leve. Jeg har en glæde ved livet, som er fuldstændig fantastisk. Så jeg ønsker ikke at dø. Overhovedet,« smiler Britt Bendixen.

Livet er ganske enkelt i hendes optik fortryllende dejligt. Hun nyder det i lange drag.

»Jeg føler mig i det hele taget priviligeret. Jeg bor pænt. Bor dejligt ved sø og skov, og Marianne, hun er jo fantastisk,« siger hun om partneren gennem snart 25 år og erkender, at hun også, når det kommer til kærligheden, har trukket det længste strå.

»Jeg har været heldig. Meget,« siger Britt Bendixen taknemmeligt om sin 18 år yngre partner.

Hendes liv har været fyldt til bristepunktet med al det bedste inden for dans og showbiz. Men i en alder af 78 og oven på en stor operation er der trappet ned. Bare lidt.

For Britt Bendixen er netop blevet udnævnt til ny ambassadør for Hjerteforeningen. Et ærefuldt hverv, som hun tager så alvorligt, at hun naturligvis er med, når TV 2 Charlie lørdag aften afholder 'Hjertegalla' i samarbejde med netop Hjerteforeningen.

Selv om Britt Bendixen har trappet ned på opgaverne siden operationen, har hun stadig masser at se til. Ikke alene underviser hun stadig, hun er også netop blevet ambassadør for Hjerteforeningen.
Selv om Britt Bendixen har trappet ned på opgaverne siden operationen, har hun stadig masser at se til. Ikke alene underviser hun stadig, hun er også netop blevet ambassadør for Hjerteforeningen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg vil gøre alt for at bidrage til, at hjerte ikke kun rimer på smerte. Hvad enten det er børn eller voksne, skal det også kunne rime på glæde,« smiler Britt Bendixen, som også ventes at holde en række foredrag om sin egen historie.

»Så du kan nok høre, at jeg ikke keder mig. Jeg sætter pris på hver eneste dag, hvor jeg har det så godt som nu. Det er helt vidunderligt,« kommer det fra Britt Bendixen, som dog for et par måneder siden måtte slås med en medicinforgiftning, men nu igen er tilbage på rette spor og kan nøjes med en hjertemagnyl og en kolesterolsænkende pille dagligt.

»Jeg synes, at jeg har det sjovt nu. Jeg har karrieren bag mig. Skal ikke præstere eller bevise noget som helst. Det er vidunderligt.«