77-årige Britt Bendixen er på højkant igen efter den omfattende hjerteoperation, som hun gennemgik 21. juli i år.
Den populære dansedommer fik under operationen taget sit hjerte ud og sat en blodåre fra låret i, og efterfølgende fulgte en lang periode med restituering.
Men nu har danseeksperten det godt igen, siger hun til Billed-Bladet.
»Jeg har det godt, men har ikke så mange kræfter endnu og skal stadig passe på ikke at være for aktiv«, siger Britt Bendixen til Billed-Bladet.

Hun fortæller til ugebladet, at hun ser Vild med dans hver fredag, og at hun overvejer at genindtage rollen som en af de fire dommere i programmet.
I marts måned sagde hun ellers til B.T., at det skulle være slut.
»Jeg tror, det må være sidste år, jeg siger ja. Det må have en ende. Jeg synes, det trænger til nogle friske ansigter«, sagde hun dengang.
Men efter hun gik glip af den planlagte sidste sæson på grund af sin hjerteoperation, overvejer hun, om man alligevel skal tage en sæson til.
»Jeg synes, Marianne EiHilt gør det så godt. Jeg havde faktisk bestemt, at i år skulle være mit sidste år som Vild med dans-dommer. Nu kom der sygdom i vejen, og det irriterer mig. Jeg vil jo helst selv bestemme, hvornår det punktum skal sættes«, siger hun til Billed-Bladet.
Britt Bendixen har været dommer i programmet i hele 15 sæsoner, og er i år blevet afløst af den tidligere deltager Marianne Eihilt.
Fredag sendes tredjesidste program af årets Vild med dans. De tilbageværende fem deltagere er Neel Rønholt, Jacob Fauerby, Coco O., Christopher Læssø og Oscar Bjerrehuus.
To deltagere sorteres fra inden finalen i Horsens 29. november.