Britney Spears har det godt. Faktisk har hun aldrig haft det bedre.

Det fortæller den 38-årige popsanger efter godt et år med spekulationer om hendes helbred og en verserende retssag.

»Hej. Nå, jeg ved, at der har været mange kommentarer og en masse mennesker, der siger en masse forskellige ting om mig, men jeg vil bare lade jer vide, at jeg har det godt,« siger hun på en video, hun mandag lagde på Instagram.

»Jeg har aldrig været gladere, og jeg sender jer alle en masse bønner og ønsker og masser af kærlighed.«

Dramaet om Britney Spears tog sin begyndelse i april 2019, da popprinsessen annoncerede, at hun ville holde pause på ubestemt tid, og internettet pludselig gik amok med en #FreeBritney-kampagne, der oversat bar budskabet 'Befri Britney'.

Den var affødt af bekymring for, om Britney Spears blev holdt indespærret og nede af sin far, Jamie Spears, som siden datterens mentale sammenbrud i 2007 – som de fleste nok især husker fra billederne, hvor popstjernen barberer sig skaldet i fuld offentlighed – har fungeret som hendes værge, styret hendes koncertkalender og taget generelle beslutninger, såsom om Britney Spears må gifte sig, købe en bil eller oprette abonnementer.

For nylig er den 38-årige sangerinde nu gået rettens vej, fordi hun ønsker, at der bliver tilføjet endnu en værge – ud over hendes far – i formynderskabet. Ifølge hendes advokat ønsker Britney Spears ikke længere at optræde eller indspille mere musik, mens faderen angiveligt presser på for at få hende til at fortsætte sin karriere.

Men, skriver TMZ, ifølge advokaten er sangerindens mentale tilstand så dårlig, at hun ikke selv er i stand til at underskrive en erklæring, der bekræfter advokatens udsagn. For selv om sangerinden ikke fysisk er i koma, var hun ikke i stand til at underskrive en erklæring om formynderskabet, da hendes mentale tilstand er 'som en komapatients', lød det.

Men Britney Spears har det altså bedre end nogensinde, fortæller hun i den nye video.

Men det får altså ikke nødvendigvis sangerindens fans til at sænke skuldrene. En del af #FreeBritney-kampagnen går nemlig ud på, at fansene mener, at det er Britney Spears' far, der instruerer videoerne og tvinger hende til at glatte ud.

'Jeg køber den ikke,' lyder en af de mange skeptiske kommentarer på Instagram.

'Hvis du bliver nødt til at fortælle folk, at du har det godt, og du ser sådan her ud, så har du det ikke godt,' skriver en anden.

Britney Spears har ikke udgivet et album siden august 2016 og ikke optrådt siden oktober 2018.