Britney Spears har langet hårdt ud efter ikke bare sin far, men hele sin familie på det seneste.

Siden farens værgemål over hende blev afsluttet i november, har den 40-årige popstjerne nemlig ikke lagt fingre imellem, at hun mener hele familien skal retsforfølges for at have svigtet hende i de 13 år, det gennemgribende værgemål stod på.

Samtidig har popstjernens lillesøster, den 30-årige Jamie Lynn Spears flere gange forsøgt at sige, at hun altid har støttet søsteren.

Men nu har hun tilsyneladende fået nok.

Jamie Lynn Spears og Britney Spears til NBA-kamp i december 2006.
Jamie Lynn Spears og Britney Spears til NBA-kamp i december 2006. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

På Instagram deler den bogaktuelle skuespiller nu en story adresseret til Britney Spears, hvor hun trygler om, at de to søstre skal tage den »pinlige« konflikt i privaten.

»Britney – ring nu til mig, jeg har prøvet mange gange at tale med dig direkte og håndtere det her privat, ligesom søstre burde gøre, men du vælger alligevel at gøre alting på en offentlig platform,« skriver lillesøster Spears.

På det seneste er konflikten mellem de to kendissøstre blusset op, efter Jamie Lynn Spears har promoveret sin nye bog 'Things I Should Have Said', der udkommer 18. januar, og som blandt andet handler om, hvordan det har været at vokse op med sin kendte storesøster.

Men hverken bogen, eller promoveringen af den, er blevet taget vel imod af Britney Spears.

Ikke mindst da Jamie Lynn Spears i et interview med tv-stationen ABC for nylig fortalte, at hendes ti år ældre søster engang låste hende inde og viftede med en kniv foran hende.

En beskyldning, som Britney Spears hurtigt kaldte for »tossede løgne« – mens hun kaldte søsteren for »afskum«.

Men i sit ønske om at tage konflikten privat, har Jamie Lynn Spears alligevel ikke kunnet dy sig for at adressere storesøsterens tilbagesvar om, at hun lyver for at promovere sin nye bog.

»I mellemtiden, vær sød at stoppe historien om, at jeg ikke har været der for dig, eller at jeg finder på ting. Jeg deler gerne hvor mange gange, jeg har rakt ud til dig, støttet dig og forsøgt at hjælpe dig. Det her er pinligt og nødt til at stoppe. Elsker dig,« slutter den 30-årige skuespiller sin Instagram-story.

Andre læser også