Den 37-årige popsanger Britney Spears er på ferie i Miami sammen med kæresten Sam Ashgari.

Her har en paparazzi-fotograf dokumenteret nogle af deres oplevelser. Billederne har fået hende helt op i det røde felt. Spears mener nemlig, at fotografen har manipuleret med billederne.

'Folk siger altid, at kendte snyder med deres billeder, men de stiller aldrig spørgsmålstegn ved, at paparazzier sælger billeder, som de har manipuleret med,' skrev hun i et opslag på Instagram, som efterfølgende er blevet slettet.

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN.

'Hit me baby one more time'-sangerinden mener, at fotografen har manipuleret med billederne og gjort hende 18 kg tungere, end hvad hun er i virkeligheden.

Hun har også lagt nogle nye billeder af sig selv og kæresten på det sociale medie, hvor man kan se hendes krop. Dem kan du se foroven.

Fotografen arbejdede for bureauet MEGA, som benægter, at der er gjort noget ved billederne af Britney Spears.

»Vi synes, at Britney ser fantastisk ud, og det er latterligt at sige, at billederne eller video er blevet ændret ved,« siger en talsmand for MEGA.

Vedkommende siger også, at de er mere end villige til at fremvise billederne, før de blev bearbejdet af fotografen.

»Det var dejilgt at se hende i godt humør og have det sjovt. Vi ønsker hende alt det bedste.«

Britney Spears har været inde i en tumultarisk periode, hvor flere fans er overbevist om, at sangerinden bliver holdt som 'fange'. Det sker på baggrund af, at faderen er blevet hendes værge og tager alle beslutninger vedrørende Britney Spears økonomi og medicin.

Britney Spears blev også for nyligt indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi man ikke havde justeret hendes medicin. Derfor mente man, at der var en risiko, for at hun blev selvmordstruet.