Få dage efter Britney Spears delte nyheden om, at hun er blevet forlovet, er hendes Instagram-profil nu væk.

Det er ikke længere muligt at se stjernens tidligere opslag og billeder.

Men den er hverken blevet hacket eller lukket ned af Instagram, som man har set i andre tilfælde.

Britney Spears har nemlig selv valgt at tage kontrollen.

Britney Spears og hendes forlovede Sam Asghari.
Britney Spears og hendes forlovede Sam Asghari. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Det bekræfter hendes advokat Mathew Rosengart, skriver Page Six.

Ifølge advokaten har hun lukket sin profil ned for at tage en pause fra de sociale medier.

På Instagram afslørede Britney Spears og kæresten Sam Asghari mandag, at de er blevet forlovet.

'Jeg kan slet ikke tro det,' skrev hun i et opslag, hvor hun offentliggjorde en video af hende og Sam Asghari.

Her fremviste den 39-årige sangerinde en stor, funklende diamantring.

Men nu er Instagramprofilen med den gode nyhed væk.

Spears mødte den 12 år yngre iranskfødte model og personlige træner Sam Asghari i 2016 i forbindelse med optagelserne til musikvideoen til 'Slumber Party'.

Britney Spears har været gift to gange tidligere.

I januar 2004 giftede hun sig med sin barndomsven Jason Allen Alexander i Las Vegas. Ægteskabet blev dog annulleret allerede 55 timer senere.

I juli 2004 blev Britney Spears forlovet med danseren Kevin Federline, som hun havde mødt tre måneder forinden.

De to holdt en bryllupsceremoni i september 2004 og blev officielt gift i oktober 2004. Ægteskabet varede i knap tre år.

Britney Spears har to sønner med Kevin Federline.