»Jeg vil gerne fortælle jer en lille hemmelighed.«

Sådan lyder de første ord fra den amerikanske popsangerinde Britney Spears, efter hun under en høring onsdag satte ord på det værgemål, hun er underlagt. Blandt andet anklagede hun sin far og resten af formynderskabet for at forhindre hende i at få flere børn, i at blive gift og i at leve det liv, hun gerne vil.

Ordene har hun skrevet i et opslag på sin Instagramprofil natten til fredag dansk tid – og hun forklarer, at hun ikke længere vil lade som om, at alt er okay.

»Jeg tror, som mange andre, at vi alle ønsker os et liv som i eventyrerne, og ud fra den måde, jeg har delt mit liv (på Instagram, red.)... Mit liv har set ud til at være og virke fantastisk. Jeg tror, det er det, vi alle stræber efter,« skriver hun videre og forklarer, at det er noget, hun har efter sin mor:

»Det var en af min mors bedste karaktertræk. Uanset hvor lortet en dag var, da jeg var yngre, så lod hun for min og min brors skyld som om, at alt var okay.«

Videre skriver den 39-årige sangerinde, at hun er færdig med 'at lade som om':

»Jeg nævner det her, fordi jeg ikke vil have, at folk skal tro, at mit liv er perfekt, for det er det virkelig ikke. Hvis du har læst noget som helst om mig i nyhederne denne uge, så ved du tydeligvis, at det ikke er godt,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg undskylder for at lade som om, at jeg har haft det godt de seneste to år. Jeg gjorde det på grund af min stolthed, og jeg var flov over at dele, hvad der skete med mig.«

ARKIVFOTO af Britney Spears.
ARKIVFOTO af Britney Spears. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Sangerindens far, Jamie Spears, har været udpeget som sin datters værge og formynder, siden Britney Spears i 2008 blev indlagt som følge af et psykisk nedbrud.

Den seneste tid har der været forhøjet opmærksomhed på formynderskabet, da popstjernens advokater sidste år fortalte, at hun ikke længere ønsker, at hendes far skal være involveret.

Da der onsdag var høring i sagen, var det første gang, at offentligheden hørte Britney Spears selv udtale sig om værgemålet.

»Jeg har været i chok. Jeg er blevet traumatiseret. I ved: Fake it till you make it. Men nu fortæller jeg sandheden. Jeg er ikke lykkelig. Jeg kan ikke sove. Jeg er så sur, det er vanvittigt. Jeg er deprimeret og græder hver dag,« sagde hun blandt andet under høringen.

»Min far og alle andre, der har været involveret i dette formynderskab, og mit management, der har spillet en stor rolle i at presse mig, selvom jeg har sagt fra – de bør blive fængslet.«

Under høringen, som blev afholdt virtuelt, fulgte også Britneys far med. I en udtalelse læst op af hans advokat lød det følgende:

»Jamie er ked af at se sin datter i så stor smerte. Han elsker sin datter og savner hende rigtig meget.«

Efter høringen onsdag konkluderede dommeren, at Britney Spears er nødt til at indgive en formel anmodning til retten om at få afsluttet værgemålet, før der kan træffes en endelig beslutning.

Hvorvidt hun vil gøre dette, vil hun nu diskutere med sin advokat.