Man vågner. Hovedet er tungt. Kroppen mørbanket. Hukommelsen svækket. Hvad i alverden skete der? Mange har formentlig prøvet at vågne op med tømmermænd og manglende overblik over, hvad de foretog sig under heftig indflydelse af alkohol.
Men det er nok alligevel de færreste, der er blevet forfulgt af deres brandert, som britiske Thomas Dodd bliver det lige nu.
Juleaften tog han nemlig en stor beslutning efter at have drukket blandt andet en kæmpe flaske champagne. En beslutning, han havde glemt alt om, indtil han 30. december modtog resultatet med posten.
»Jeg har tilsyneladende på et tidspunkt i julen drukket lidt for meget vin og officielt ændret mit navn til Céline Dion,« kunne han således forleden konstatere på Twitter.
Her har han også dele de dokumenter, der lovmæssigt skal udfyldes i forbindelse med et sådant navneskift.
Historien har ikke overraskende fået megen opmærksomhed på det sociale medie, og de seneste dage har den 30-årige brite da også turneret flere medier med sin julehistorie.
Selve processen omkring selve navneskiftet står ikke så frygteligt klart for ham, fortæller han til The New York Post.
Han ved, at han drak vin, og at han havde sat en Celine Dion-koncert på tv'et, fordi den canadiske sangerinde altid kan få ham i bedre humør. Og så ved han, at der er blevet trukket 89 pund – lidt over 700 danske kroner – fra hans konto.
»Jeg kan ærlig talt – hånden på hjertet – ikke huske, at jeg gjorde det. Jeg kan bare huske, at jeg så koncerten og blev ret fuld.«
Det var først et par dage efter, da postbuddet kom med efterdønningerne af hans brandert, det gik op for ham, hvad der var sket.
»Til at starte med var jeg nødt til at sætte mig ned. Jeg kunne simpelthen ikke fatte det. Men så tjekkede jeg mit bankkonto, og det bekræftede alt.«
»Da det endelig sank ind, underskrev jeg papirerne med det samme, for jeg bloody elsker hende,« fortæller han og tilføjer, at han agter at beholde sit nye navn. Medmindre det altså på et tidspunkt besværliggør hans liv for meget.
Siden han stod frem i medierne første gang fredag, har hans verden nemlig været vendt lidt på hovedet.
Til The New York Post fortæller han, at han har paparazzofotografer camperende udenfor, og at hans indbakke er fuld af ligesindede Celine Dion-fans, der vil have ham til at optage videoer til dem.
Foreløbigt griner han dog af situationen. Og det samme gør hans mor.
»Min mor var ikke alt for begejstret til at starte med, men nu kan hun godt se det sjove i det.«
»Mine venner siger, at de ikke er overraskede. Det er også kun et par uger siden, jeg i en brandert hyrede en Elza-imitator (fra 'Frozen') til at optræde i min indkørsel, fordi jeg var fuld og kedede mig.«
Den originale Céline Dion har ikke kommenteret sagen om navnefællen fra Staffordshire i England. Endnu. Det håber den britiske Céline Dion Dion dog, at hun gør.
»Du tror sikkert, at jeg joker, men jeg vil formentlig få brug for en iltmaske, hvis det sker. Bare tanken om det får mit hjerte til at banke afsted, og mine øjne til at løbe i vand.«