'En organiseret hetz af løgne, ond tro, chikane og 100 procent perfidt had er skyllet ind over mig.'

Sådan beskriver Brian Mørk de seneste to en halv uge, hvor han har været hovedpersonen i en massiv shitstorm.

En shitstorm, der startede, da den 47-årige komiker i et opslag på Twitter kommenterede politikeren Naser Khaders sag om krænkende adfærd mod en række kvinder.

'Khader-affæren viser os, at unge piger ikke altid siger nej, når de møder creeps (klamme mænd, red.). De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at være klam,' skrev Brian Mørk blandt andet, hvorefter han efterlyste, at unge piger fremover bliver trænet i at sige nej i stedet for at 'spille døde'.

Brian Mørk.
Brian Mørk. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Der gik ikke mange minutter, før det strømmede ind med kommentarer på Brian Mørks sociale medier, hvor han blev beskyldt for at victimblame.

Men kritikken har været helt ude i hampen, mener Brian Mørk, der søndag skrev et langt opslag på Twitter, hvori han blandt andet afviser, at han ville have ønsket, at han havde udtrykt sig anderledes i sine oprindelige udtalelser.

'Det kan du edderfuckme glemme alt om,' skriver han blandt andet.

Brian Mørk skriver også, at han er blevet misforstået bevidst, og at han aldrig havde intentioner om at provokere folk, men at han blot forsøgte at hjælpe unge piger mod overgreb.

Det var en række beskyldninger mod Naser Khader, der fik Brian Mørk til at gå til tasterne i første omgang.
Det var en række beskyldninger mod Naser Khader, der fik Brian Mørk til at gå til tasterne i første omgang. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge ham har den massive shitstorm, som han kalder for et 'karaktermord i en uforudsigelig skala', skadet både hans troværdighed og hans mentale sundhed.

Han kalder dem, der har kritiseret ham mest, for 'hyæner', der kan deles op i tre grupper.

Den ene gruppe beskriver han som folk med en agenda, der skulle vise, at 'mænd svælger i en victimblamende voldtægtskultur', og den anden gruppe beskriver han som 'godtroende mennesker, som lugtede så meget røg, at der simpelthen måtte være et bål'.

Den tredje og sidste gruppe får hårde ord med på vejen af Brian Mørk, som beskriver dem på følgende måde:

'En gruppe af udskud, som simpelthen fik hård pik og fugtige lænder ved udsigten om at kunne udleve deres onanifantasi om at såre og måske ødelægge et andet menneske. En klam og pervers gruppe.'

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Brian Mørk, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

B.T. har tidligere været i kontakt med Lisbeth Jessen, direktør i kvindekrisecenteret Danner og tidligere vicepolitiinspektør i Rigspolitiet, som mener, at Brian Mørk rammer skævt med sine udtalelser.

»Han får vendt det på hovedet og placeret ansvaret hos den, det går udover, hvilket desværre er meget normalt, når det kommer til ofre for stalking og overgreb,« har hun udtalt og fortsat:

»Hvis en ansat på en tankstation blev udsat for et røveri, så ville man aldrig sige, at han skulle have været bedre trænet, og man ville aldrig stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke forsøgte at overmande røveren.«