Den 47-årige komiker Brian Mørk er landet i massiv modvind på sociale medier.

Her har han i kølvandet på Naser Khaders sag om seksuelle krænkelser mod en række kvinder skrevet, at han mener, at kvinder skal trænes i at forsvare sig selv, så de ikke 'fryser' i den slags situationer.

Noget, som han blandt andet har beskrevet med en analogi, der lyder, at man da også 'giver sin datter anorak på, når det er koldt – også selvom det er sommer, og det slet ikke burde være koldt udenfor'.

Brian Mørk har ligeledes skrevet i et opslag, at 'Naser Khader-sagen viser os, at unge piger ikke altid siger nej'.

'De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død,' skriver han.

Brian Mørk.
Brian Mørk. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Og det er altså bestemt ikke noget, der er blevet taget vel imod på Twitter, hvor det i weekenden er strømmet ind med rasende kommentarer, der beskylder Brian Mørk for at victimblame.

'Din logik er syg,' skriver en bruger for eksempel, mens en anden kalder det for Brian Mørks 'største selvmål længe'.

En af dem, der har kommenteret, er folketingsmedlemmet Rosa Lund fra Enhedslisten, som skriver følgende:

'Det er ALDRIG offerets ansvar. Og at nogen tror det, bekræfter mig kun i, at det var godt, samtykkeloven kom igennem.'

Til B.T. uddyber hun sin kritik af komikeren:

»Det er ikke kvinden eller mandens ansvar at sige fra over for et overgreb. Det er overgrebsmanden, der har et ansvar for at lade være,« siger hun og fortsætter:

»Det, at man siger nej, stopper ikke en overgrebsmand, og at Brian Mørk tror det, siger noget om, hvor lidt han ved om emnet.«

Rosa Lund påpeger endvidere, at det er en 'helt almindelig reaktion', at ofre for overgreb fryser i den slags situationer.

Rosa Lund, Enhedslisten.
Rosa Lund, Enhedslisten. Foto: Emil Helms
Vis mere

Et argument, som også mange benytter i Brian Mørks kommentarspor, hvor flere henviser og linker til diverse traumeforskninger, der bekræfter Rosa Lunds rationale.

Også Lisbeth Jessen, direktør i kvindekrisecenteret Danner og tidligere vicepolitiinspektør i Rigspolitiet, fortæller, at det er helt normalt, at folk fryser, når de bliver udsat for et overgreb.

Hun fortæller, at forskning viser, at op mod 70 procent faktisk reagerer på denne måde, og hun mener derfor, at Brian Mørk er helt forkert på den i sine opslag.

»Han får vendt det hele på hovedet og placeret ansvaret hos den, det går udover, hvilket desværre er meget normalt, når det kommer til ofre for stalking og overgreb,« siger hun og fortsætter:

»Hvis en ansat på en tankstation blev udsat for et røveri, så ville man aldrig sige, at han skulle have været bedre trænet, og man ville aldrig stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke forsøgte at overmande røveren.«

Lisbeth Jessen siger endvidere, at man ikke på forhånd kan vide, hvordan man vil reagere, hvis man bliver udsat for seksuelle krænkelser, men understreger altså, at de fleste fryser.

»Det er dog vigtigt at understrege, at man kan gøre modstand på mange måder – for eksempel ved at sige nej. Men hvis man står over for en, der er fysisk overlegen, så er det altså ikke unaturligt, at ens krop reagerer ud fra krybdyrshjernen og tænker, at det bedste forsvar er at fryse.«

B.T. har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra Brian Mørk, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Komikeren har dog i kølvandet på den massive kritik skrevet et opslag på Facebook, hvor han sætter ord på sagen og forsøger at forklare sig selv:

Det var en række beskyldninger mod Naser Khader, der fik Brian Mørk til at gå til tasterne i første omgang.
Det var en række beskyldninger mod Naser Khader, der fik Brian Mørk til at gå til tasterne i første omgang. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Jeg læste artiklen om, hvordan Naser Khader problemfrit kunne onanere i ansigtet på og dyrke sex med kvinder, der slet ikke var interesseret i den slags med ham,' skriver han blandt andet.

'Og det skræmmende for mig var, at i nogle af disse situationer kunne kvinderne ikke sige fra. De frøs i situationen og lod ham gøre det,' fortsætter han og påpeger, at han selv har to døtre, som han frygter nogensinde kommer i samme situation.

'Så min tanke var, at man måske kunne klæde de unge piger bedre på – måske allerede i skolen. Give dem værktøjer til måske at kunne tackle og forudse den slags situationer. Eller i det mindste bare advare dem tidligt og ofte, så de ikke går døve og blinde i favnen på krænkere senere i livet.'

Brian Mørk skriver endvidere, at han tager afstand fra de kritikere, som beskylder ham for at lægge ansvaret over på ofrene.

'De er blevet hadefuldt rasende over noget, jeg aldrig har ment. For naturligvis er de oplevelser ikke kvindens skyld. Det er ikke hendes ansvar, at hun bliver krænket eller voldtaget. Og naturligvis skal man opdrage drengebørn til ikke at krænke eller voldtage,' skriver han.

Komikeren afslutter sit opslag med at påpege, at han trods den massive kritik stadig mener, at kvinder burde trænes i ikke at fryse, når de bliver udsat for seksuelle krænkelser.

'Hvis valget står mellem at prøve at beskytte unge piger, FØR de bliver ofre fremfor efter, eller at tage hensyn til jeres følelser, så vil jeg helt ærligt skide på jeres fucking følelser.'

Læs hele Brian Mørks opslag herunder: