Der er flere anklager om krænkelser begået af Naser Khader, end dem der fredag morgen er kommet frem.

Udover de fem kvinder, der fortæller deres historier i DR, har Berlingske og B.T. kendskab til yderligere to sager, hvor kvinder oplever at være blevet krænket af Naser Khader.

Ifølge kvinderne har folketingsmedlemmet for Det Konservative Folkeparti Naser Khader over en 20-årig lang periode krænket kvinder seksuelt.

Fem af dem fortæller til DR om deres oplevelser med politikeren. Krænkelserne har ifølge kvinderne fundet sted i perioden 1999 og frem til 2019.

Berlingske og B.T. har researchet samme historie og har kendskab til flere af de samme kvinders vidnesbyrd.

Men udover de fem findes der altså to yderligere sager med krænkelser.

En fra 2014 og en fra 2017. B.T., og Berlingske bringer fredag aften den enes beretning.

Fælles for kvinderne er, at de fik kontakt til Naser Khader i professionel sammenhæng. En situation, han ifølge kvinderne udnyttede.

Naser Khader afviser alle anklager fremsat i DR, og han nægter fuldstændig at skulle have udsat kvinderne for krænkelser og overgreb.

»Jeg er chokeret og overrasket. Jeg er vred over at blive anklaget for sådan noget. Den måde, jeg bliver beskrevet på, er ikke den korrekte beskrivelse af mig,« siger Naser Khader til DR.

Har du oplysninger i sagen? Så hører journalist Cordelia Weber gerne fra dig. Skriv en mail på cweb@bt.dk

Én af kvinderne, som har fortalt sin historie til Berlingske, B.T og DR, er den i dag 49-årige svenske journalist Kristina Olsson, som oplevede at blive krænket seksuelt af Naser Khader i 2000, da hun var 28 år.

Det skete ifølge Kristina Olsson på Naser Khaders daværende kontor på Christianshavn i København, hvor Naser Khader ifølge hende overrumplede hende og havde samleje med hende imod hendes vilje på lokalets betongulv.

»Han trykkede mig op ad væggen og begyndte at kysse mig. Jeg var slet ikke parat. Jeg havde overhovedet ikke forstået, at det lå i kortene. Så begyndte han at trykke mit hoved nedad. Trykke det ned mod sit skridt. Der var jeg slet ikke i mit hoved. Man kan sige, at jeg blev paralyseret.«

Derfor gjorde Kristina Olsson heller ikke modstand:

»Jeg var i chok, for jeg var slet ikke forberedt på, at det kunne ske.«

Tilsvarende oplevelse havde en anonym kvinde, der i DR fortæller, hvordan Naser Khader i 2019 tog sine bukser af og onanerede hende i ansigtet, indtil han kom ud over hende.

»Det gør han heldigvis meget hurtigt, for det var virkelig, virkelig klamt,« siger hun til DR.

Kvinden, der arbejder som psykolog, havde aftalt at mødes med Naser Khader, fordi de skulle tale om et muligt bogsamarbejde.

Naser Khader afviser overfor DR fuldstændig psykologens fortælling.

Ingen af kvinderne, som Berlingske og B.T. har talt med, kender hinanden. De bor forskellige steder i landet, har forskellig baggrund, er forskellige steder i livet og har haft kontakt med Naser Khader af forskellige årsager. Fælles for alle kvinderne er, at de har troet, de var alene om at være blevet krænket af folketingsmedlemmet. Ingen af de kvinder, som Berlingske og B.T. har talt med, har meldt Naser Khader til politiet.

Naser Khader (K) er ved flere lejligheder blevet fotograferet foran de to malerier, som kunstner Karen Dirks malede til ham tilbage i 2004.
Naser Khader (K) er ved flere lejligheder blevet fotograferet foran de to malerier, som kunstner Karen Dirks malede til ham tilbage i 2004. Foto: Camilla Rønde (arkivfoto)
Vis mere

Kunstner Karen Dirks siger til DR, at hun ikke mente, der ville komme noget ud af at melde overgrebet til politiet.

Hun oplevede i 2004, at politikeren kastede hende ned på sin seng og holdt hende fast, mens han forsøgte at knappe sine bukser op. Kvinden kæmpede imod, og det lykkedes hende at komme fri og ud af lejligheden.

Naser Khader afviser, at hændelsen nogensinde har fundet sted.

»Det er en voldsom beskrivelse, som jeg afviser totalt. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har mødtes med hende alene,« siger Naser Khader.

I et skriftligt svar til Berlingske siger formand for De Konservative Søren Pape Poulsen, at han ser på kvindernes historier med stor alvor, og at sagen vil få de nødvendige konsekvenser.

Berlingske og B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Naser Khader.

Politikeren er i øjeblikket sygemeldt med stress, efter Berlingske i maj beskrev, hvordan Naser Khader ifølge flere kilder forsøgte at true dem til tavshed. Blandt andet ved at kontakte deres arbejdsgiver.