Med et stort smil på læben og i en afslappet grå sweatshirt falder han bagover i den orange og rigeligt dybe stol, der er stillet frem til ham.
Havde man ikke vidst, at det var den verdenskendte Brandon Jenner, søn af Caitlyn Jenner, så ville han ligne en helt almindelig, venlig mand.
»Jeg har aldrig prøvet andet, så for mig er det, hvad der er normalt,« siger han, da B.T. møder ham til en snak nogle timer før, han skal spille sangene fra sin nyeste EP 'Plan on feelings' i København.
Brandon Jenner er født kendt. Født i mediernes og befolkningens søgelys.

»Det er både en gave, især i forhold til min musik, men det har også været svært. Der er mange, der kun vil være din ven, fordi du er kendt,« siger han.
Far er en kvinde
Specielt hans far har vakt megen opmærksomhed i årenes løb.
69-årige Caitlyn Jenner, der frem til sit kønsskifte i 2015 hed William Bruce Jenner, er både en verdenskendt reality-stjerne og tidligere olympisk mester i tikamp.
»Hun er blevet et ikon,« siger den 38-årige musiker om sin far, som han fortsat kalder hende efter kønsskiftet.
Det er lettest, at bruge 'far', for det har han jo altid gjort, forklarer han.
Han fortæller om en episode, hvor han og Caitlyn Jenner var ude for at købe kaffe.
»Jeg skulle have hendes opmærksomhed, og så fik jeg råbt: 'FAA..', indtil det gik op for mig, at det nok ville være lidt underligt at råbe efter en kvinde i offentligheden,« siger han og griner.
Langsomt blev lagene fjernet
Men selvom han har holdt ved ordet 'far', så har han ingen negative ting at sige om at være søn af en person, der sent i livet valgte at skifte køn. Faktisk tværtimod.

»Jeg har set min far vokse som menneske. Det har været en fantastisk rejse af følge,« fortæller han, mens hans smil bliver større og større.
Han beskriver, at det var, som om hun langsomt fjernede alle de lag af facade, hun havde bygget på de første mange år af sit liv.
»Til sidst kunne hun bare være sit sande jeg,« siger han.
Onsdag spillede Brandon Jenner en intimkoncert på Deco Bar i indre København og var derfor på besøg i byen fra tirsdag til torsdag.