Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kender Aarhus bedre end de fleste – også de oversete perler.
Her er hans bud på de steder, du helt sikkert skal besøge i Smilets By.

»Der sker mange synlige forandringer i Gellerup for tiden – både nye boligblokke og lokaler til erhvervsliv, der skyder op. Det bedste sted, man kan få øje på alle de forandringer, er på øverste etage på en ny kontorbygning, der hedder Blixen. Der er en smuk udsigt over Gellerup, Brabrand og det centrale Aarhus. Og så afholdes der også løbende arrangementer, som man kan deltage i.«

»I coronatiden har de fleste af os været meget ude i naturen, og et af de allersmukkeste steder i min optik er Marselisborg Skovene. Man kan både gå lange ture i skoven, men der ligger selvfølgelig også Moesgaard Museum derude, der i sig selv er en arkitektonisk perle, og som også er en integreret del af naturen og landskabet. Jeg har selv løbet mange ture derude i det kuperede terræn, og så holder jeg af at stå oppe på taget af Moesgaard Museum og kigge ud over landskabet og på strandene, hvor jeg sommetider har været med til vikingetræf.«

»Jeg vil anbefale, at man kigger ned forbi Godsbanen, hvor den nye arkitektskole blandt andet er ved at være færdig. Området har i nogle år været gemt væk, mens byggeriet har stået på, men nu er der en levende kultur med et kunstnerisk iværksættermiljø. Jeg synes, man bliver glad og inspireret af at gå dernede, og stedet er med til at gøre Aarhus til en mangfoldig by med skøre og skæve ideer. Jeg er altid lige inde og få en kop kaffe med nogle af dem, der går rundt dernede.«

»På indersiden af Aarhus Ø kan man sætte sig ned til den gamle træskibshavn og se på de gamle skibe og få sig en snak med nogle af dem, der går der og arbejder – og er man heldig, så kan man få en håndbajer med. Det er en form for tidslomme i Aarhus, som indeholder en helt særlig stemning. Det er et sted for alle, og man er ikke optaget af, hvor man kommer fra, eller hvad man laver i sit arbejdsliv. Her er den fælles interesse og passion for det maritime det, der skaber et særligt fællesskab.«

»Et af mine yndlingssteder i Aarhus, som jeg ynder at bruge, når jeg skal tanke energi og have tid til ro og refleksion, er på toppen ved indgangen til Riis Skov fra Trøjborg. Der kan man sidde med udsigt over byen, havnen og Aarhus Ø og hvile benene og nyde den helt vidunderlige udsigt. Jeg kommer jævnligt forbi med en kop kaffe eller tager et hvil på min løberute her gennem skoven.«


