9. januar mistede verden den højt elskede amerikanske komiker Bob Saget, da han blev fundet død på et hotelværelse.

Mens stjerner i alle afskygninger har været ude med ord om den kendte komiker, så har Sagets hustru, Kelly Rizzo, så vidt været tavs. Indtil nu.

I en kort udtalelse til det amerikanske medie EOnline sætter hun ord på tabet.

»Han var hele mit hjerte. Bob var mit et og alt,« siger Kelly Rizzo, som blev gift med Bob Saget tilbage i 2018.

»Jeg er helt ødelagt og kan ikke tro det. Jeg er meget berørt af den megen kærlighed og de hyldester fra vores venner, familie, hans fans og fra hans ligesindede,« forklarer den 42-årige blogger og tv-vært.

Endnu vejer sorgen over det pludselige tab af ægtemanden så voldsomt, at Kelly Rizzo først senere vil sætte yderligere ord på dødsfaldet, forklarer hun.

»Når tiden er inde, og når det her ikke er så nyt, så ser jeg frem til at dele mere af Bob med verden,« siger hun blandt andet og afslutter sin udtalelse med at takke for, at man respekterer hendes privatliv i en svær periode.

For mange i Danmark er Bob Saget nok mest kendt for to roller på tv.

Den ene var i form af værtskabet på tv-programmet 'America's Funniest Home Videos', hvor brugerne indsendte sjove hjemmevideoer med chancen for at vinde en større pengebeløb, hvis ens video blev udvalgt og stemt til at være den mest morsomme.

Den anden var i tv-serien 'Hænderne Fulde', hvor han som Danny Tanner forsøgte at opdrage sine tre piger til hvem, han var enlig far for. Her blev han ledsaget af børnestjernerne The Olsen Twins, Mary-Kate og Ashley Olsen, samt Jon Stamos, Dave Coulier og Lori Loughlin blandt mange andre.

Endnu står det ikke klart, hvorfor Bob Saget blev fundet død på sit hotelværelse i Orlando, Florida. Det skal en nærmere undersøgelse forsøge at fastslå. Den kan tage mellem 10-12 uger.

Bob Saget blev 65 år. Han efterlader sig tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.