Den amerikanske skuespiller, komiker og tv-vært Bob Saget er gået bort.
Den 65-årige 'Hænderne fulde'-stjerne blev søndag fundet død på sit hotelværelse i Florida, og nu vælter reaktionerne ind fra tidligere kollegaer i underholdningsbranchen.
Familien har bekræftet det ulykkelige dødsfald, og også Bob Sagets tre 'tv-døtre' Mary Kate og Ashley Olsen samt Candace Cameron Bure har begrædt tabet.
Derudover mindes også prominente navne som Jim Carrey, Whoopi Goldberg, Andy Cohen, Patton Oswalt, Amy Schumer og Ben Stiller den afdøde Bob Saget.
»Han havde et stort, stort hjerte og et vidunderligt skævt komisk sind. Han gav verden en masse glæde og levede sit liv for godhedens skyld,« skriver komedieskuespillerkollegaen Jim Carrey.
Også skuespiller Ben Stiller mindes Bob Saget som en »utrolig venlig og sjov person«, og skuespiller Adam Sandler kaldes ham en »stor mand«.
Samme oplevelse havde komiker og skuespiller Whoopi Goldberg, der mindes sin ven Bob Sagets »store hjerte og absurde vanvid« – et hjerte, som han ifølge tv-vært Andy Cohen bar »uden på tøjet«.
Skuespiller Patton Oswalt begræder ligeledes tabet af Bob Saget, som han deler sit sidste møde med, da tv-værten i oktober interviewede ham, »skarp og mørk og sjov som altid«.
En anden skuespiller, der hylder Bob Saget, er komikeren Amy Schumer, der fortæller, at hun i sin afdøde kollegas minde vil donere til en velgørenhedsorganisation, der forsker i hud- og vævssygdommen sklerodermi, som Bob Sagets søster døde af.

Også skuespillerkollegaerne John Stamos, Joel McHale, Elaine Hendrix, Kat Dennings, Henry Winkler, Matt Lucas, Heather Dubrow, Meredith Salenger, Josh Gad og Aisha Tyler sender på de sociale medier deres kondolencer over den afdøde Bob Saget.
Det samme gør komikerkollegaer som Nikki Glaser, Gilbert Gottfried, Dane Cook, Cedric the Entertainer, Judd Apatow, Tom Green og Quinta Brunson, samt tv-kollegaer som Jon Stewart, Jake Tapper, Norman Lear og S. E. Cupp og musiker Richard Max.
Bob Saget blev 65 år.
Hvad der førte til hans død er endnu ikke kommet frem, men politiet har oplyst, at man ikke har fundet 'tegn på en kriminel handling eller indtagelse af narko'.
Bob Saget efterlader sig sin anden hustru, Kelly Rizzo, og tre børn, som han fik med sin første hustru, Sherri Kramer Saget.