Birthe Kjær har haft svært ved at male byen rød det sidste halve år.

Den 71-årige dansktop-dronning er ligesom alle andre påvirket af coronakrisen og har måttet se en hel festivalsommer blive aflyst.

Da hun fredag troppede op til åbningen af kendisfrisør Dennis Knudsens nye salon i København, fortalte hun, at hun har brugt meget af sin isolations-tid i haven.

»Jeg har malet og vasket terasse. Der er jo altid en masse praktiske ting, man kan lave, når man har hus og have. Så har jeg også gået meget tur med venner, hvor vi er mødtes ude i naturen.«

Selv om hun bor alene, har hun ikke følt sig ensom, fortalte hun videre:

»Nej, jeg har hverken været nede i en dal eller noget som helst over det. Man var jo så forskrækket over det corona, at jeg følte mig mere 'safe' hjemme. Der havde jeg det jo godt. Og så har man jo telefonen.«

Birthe Kjær fortalte, at hun så småt skal i gang med at spille koncerter igen.

I første omgang skal hun ud på et par plejehjem og optræde og senere på året venter en juleturné.

Birthe Kjær ved åbningen af Dennis Knudsens nye frisørsalon.
Birthe Kjær ved åbningen af Dennis Knudsens nye frisørsalon. Kasper Løjtved / Byrd

»Det bliver optræden i sikker afstand. Jeg plejer at gå rundt mellem folk og lade dem synge i mikrofonen, det bliver der ikke noget af. Men vi glæder os til at komme i gang igen og skabe glæde på plejehjem, der har været hårdt ramt.«

Adspurgt om det er gået hårdt ud over økonomien ikke at kunne spille i løbet af sommeren, svarede hun med et smil:

»Nu er jeg jo oppe i den alder, hvor jeg kan få udbetalt min folkepension, hvis jeg vil.«

Hun afviste dog hurtigt, at hun rent faktisk har gjort alvor af det:

»Nej, jeg har udskudt det. Jeg har jo sparet lidt op, så jeg lider ikke nød. Jeg siger altid, at jeg bliver ved et år ad gangen. Jeg vejer situationen, helbredet, om jeg stadig er mobil, kan synge og huske teksterne. Jeg tager ikke job ind mere end et år frem. Mange af de festivaler, vi har fået aflyst i år, er flyttet til næste år, så det tager jeg i hvert fald med.«

Til sidst fortalte Birthe Kjær, at hun skal i gang med at indspille et jule-album, og at hun har været i studiet med Martin Brygmann og lave en julesang, der forventes at udkomme til november.