Birthe Kjær har haft mange rørende oplevelser på sin netop afsluttede plejehjemsturné. Men særligt én har sat sig i sangerinden.

Den 71-årige dansktop-dronning har på en måned besøgt 20 forskellige plejehjem, hvor hun sammen med sin pianist har fået de ældre op at danse til alt fra 'Den blå anemone' til 'Lad det swinge' og 'Pas på den knaldrøde gummibåd'.

»Selv steder for blinde var de oppe at danse med de ansatte, og man kunne se, at humøret bredte sig,« siger Birthe Kjær.

Det har været rørende for sangerinden at se, hvordan hendes musik har påvirket publikum, men særligt én oplevelse kan hun ikke ryste af sig.

Birthe Kjær.
Birthe Kjær. Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vis mere

»Der var et sted, hvor en dame sang vældig højt med på 'Sommer og sol', og jeg blev helt forskrækket, men bagefter sagde de (personalet, red.), at hun slet ikke taler til daglig,« fortæller Birthe Kjær.

»Men sang og musik bringer noget op. Noget glæde fra fortiden. Så det rører mig dybt, at hun pludselig sang med på en af mine sange, når hun ellers ikke taler. Så det var godt, jeg gjorde det. Jeg har ellers ikke gjort det i 10 år,« siger sangerinden om plejehjemsturneen.

Birthe Kjær fortalte B.T. om oplevelsen, da hun lørdag var i teatret for at se premieren på 'Vild med dans – the musical'.

Her kunne hun samtidig minde om, at det præcis er 15 år siden, hun selv var med i det populære TV 2-program, som forestillingen er baseret på.

»15 år siden! Det er jo ikke til at fatte. Det var simpelthen så stor en oplevelse, så jeg er glad for, jeg sagde ja,« siger Birthe Kjær.

Sangerinden og hendes partner, Bo Loft Jensen, blev dog tvunget til at forlade programmet efter fem uger, fordi hun blev ramt af en blodprop i hjertet.

»Men det skal ikke influere på mit minde om 'Vild med dans', for det var en stor oplevelse. Så at det eneste sådan... så blev jeg da ikke stemt hjem i det mindste,« smiler hun.

Efter plejehjemsturneen holder Birthe Kjær fri et par måneder, inden hun skal spille på festivaler hele sommeren.