Havde man indløst billet til ‘Vild med dans - the musical’ på Østre Gasværk Teater lørdag aften, blev man snydt, så vandet drev.

Trækplastrene er Asta Björk, Michael Olesen og Morten Kjeldgaard, som vi kender som dansere i TV 2s ‘Vild med dans’. Herudover består castet af yderligere fire dansere, en børnevært og fem klassisk trænede skuespillere.

Ingen af dem synger med på forestillingens brede repertoire bestående af allerede kendte hits som Marvin Gayes ‘Ain’t No Mountain High Enough’, Madonnas ‘Like a Virgin’ og ‘Just Dance’ af Lady Gaga.

Så det er ikke bare en tilsnigelse at kalde det en musical. Det er en decideret løgn.

Foto: Miklos Szabo
Vis mere

Forestillingen sætter sig mellem tre-fire stole og vil både være et teaterstykke, en danseforestilling og en koncert med Gry Trampedach og James Sampson, som i en ‘The Antonelli Orchestra’-agtig rolle akkompagnerer de dygtige dansere, uden at sangteksterne ellers støtter op om dét, der foregår på scenen.

Og hvad er det så, der foregår? Jeg er stadig i tvivl. Men jeg skal forsøge at forklare:

I musicalen/danseforestillingen/James Sampson-koncerten leger instruktør Rolf Heim med tanken om, at ‘Vild med dans’ nu lader ukendte danskere deltage i TV 2-programmet. De ukendte danskere spilles af kendte danskere, og deres dansepartnere af de tre ægte ‘Vild med dans’-dansere.

Thomas (Niels Ellegaard) er måske/måske ikke alkoholiker og har en gang glemt at hente nogle børn, så nu er hans kone (Camilla Bendix) gået fra ham, og han deltager derfor i programmet for at vinde hende, showets producer, tilbage.

Foto: Miklos Szabo
Vis mere

Her skal han dyste mod forretningskvinden Christina (Iben Dormer) og Maiken (Lise Kofoed), hvis baggrund vi ikke rigtig hører om, så for de to sidstnævnte skal jeg ikke kunne sige, hvad der er på spil.

For selvom det - heldigvis - virkelig velspillende liveorkester fyrede op for den skrøbelige violin, for at give os et praj, når vi skulle føle noget, fik man aldrig sympati med nogen af karaktererne.

Det skulle dog lige være for James Sampson, der også lignede en, der ikke havde lyst til at være på Østre Gasværk Teater denne lørdag aften.

Heldigvis holdt han ud helt til enden. For sammen med Gry Trampedach, orkestret og de professionelle dansere sørgede han for, at ‘Vild med dans - the musical’ ikke blev helt ulideligt at overvære.

Foto: Miklos Szabo
Vis mere

Bandet var sindssygt velspillende, de alt for få fællesdanse skabte nærmest rørende øjeblikke, og da samtlige medvirkende stemte i på Lou Reeds ‘Perfect day’ mindede det næsten om musical og blev for en kort bemærkning næsten godt.

Men Mille Gori, som vi ellers kender som spradebassen Motor-Mille fra Ramasjang, visnede fuldstændigt i rollen som programmets vært, der blottet for charme præsenterer aftenens danse på et teknisk og historisk niveau, der var både malplaceret og uvedkommende.

Det er synd. For det var ikke MIlle Goris skyld, at manuskriptet er så fladt og forvirrende, og hun fik heldigvis lov at skinne i et af aftenens få højdepunkter, hvor hun fremviste et af sine overraskende talenter i et halsbrækkende akrobatiknummer.

‘Vild med dans’ er efter 15(!) år på TV 2 fortsat et af de allermest populære underholdningsprogrammer på dansk tv.

Foto: Miklos Szabo
Vis mere

Så det lød som en vaskeægte genistreg, da Østre Gasværk Teater sidste år kunne annoncere, at det populære TV 2-program skulle blive til en musical.

Desværre stod det lørdag aften klart, at ikke alt, der er populært, gør sig godt på de skrå brædder.

For lad os lige huske på, at TV 2-programmet fungerer, fordi man er investeret i de kendte nydansere, der for en sjælden gangs skyld smider deres professionelle skjold og både tuder, bander og brokker sig på tv.

Man kan ikke bluffe sig gennem ‘Vild med dans’, som inderst inde er en popularitetskonkurrence, hvor ægte følelser bliver belønnet, og falsk beskedenhed gennemskuet.

Men ‘Thomas’, ‘Christina’ og ‘Maiken’ fra ‘Vild med dans - the musical’ er ikke ægte personer med ægte følelser, så her må historien bære. Og til det er den simpelthen for tynd.