Når Hella Joof lørdag skal være vært for Dansk Melodi Grand Prix, får hun bestemt ikke svært ved at piske en stemning og en ægte begejstring op.
Den 57-årige forfatter og filminstruktør har faktisk været vild med Melodi Grand Prix så længe, at hun er begyndt at skrive på en musical om det traditionsrige tv-show.
Det fortæller hun til B.T. forud for lørdagens show, som hun sammen med Rasmus Bjerg skal være vært på.
»Der er sådan et fantastisk bagkatalog i Melodi Grand Prix. Og det er ret skægt, at selv de helt gamle sange fra dengang, hvor jeg ikke så Melodi Grand Prix, fordi jeg var et andet sted i mit liv, kan jeg stadig huske teksten på, og jeg bliver helt varm i hjertet af at høre dem. Så der er altså noget med, at det alligevel går ind på en eller anden frekvens,« siger Hella Joof om bevæggrundene for at lave det danske Melodi Grand Prix om til en forestilling med sang og dans.

Ideen om at lave en musical baseret på et tv-format er bestemt ikke ny. I disse dage lægger det københavnske Østre Gasværk Teater scene til 'Vild med dans - the musical' med blandt andre TV 2-danserne Asta Björk og Michael Olesen på rollelisten. Men hvor denne musical af flere anmeldere er udskældt for blandt andet at være en nærmest nøjagtig gengivelse af tv-programmet, så vil Hella Joof i sin melodigrandprix-musical skrue op på drama-knappen.
»Nu skal jeg ikke afsløre, men Dario Campeotto har i hvert fald en væsentlig funktion i forestillingen, og så siger jeg dna-test, og så siger jeg ikke mere. Er det ikke en meget god cliffhanger?« siger Hella Joof, som ikke ønsker at afsløre mere om handlingen.
Hun slår dog fast, at hele plottet allerede er udtænkt og planlagt i samarbejde med en manuskriptforfatter.
Selvom forestillingen stadig er på et meget tidligt stadie, så er hun ikke nervøs for at dele sine tanker med omverdenen.
»Hvis nogen stjæler den, så stjæler I den bare. I skal bare vide, I har stjålet den, og det er at pynte sig med lånte fjer. Men der kommer ikke noget sagsanlæg,« siger Hella Joof med et glimt i øjet.
Når hun sammen med Rasmus Bjerg skal stå i spidsen for det rigtige Melodi Grand Prix i Royal Arena lørdag aften, har hun også haft digterkysen på. Hun har nemlig været med til at skrive manuskriptet for aftenen sammen med blandt andre medværten.
»Vi har arbejdet sammen mange gange, så vi er trygge ved hinanden. Vi ved, at vi har en lille vibe sammen, så derfor behøver vi ikke skrive alle mulige vitser. Min ambition er, at der kommer en dejlig seriøs lattermildhed, som sniger sig ind i hele projektet. Jeg vil gene have, at folk bare smiler. Og knipser. På lige de slag, de har lyst til.«