I sidste weekend blev det endeligt bekræftet. 'Bennifer is back'.
Efter flere ugers stigende rygtedannelse lagde 52-årige Jennifer Lopez et billede op på de socialer medier af hende og 48-årige Ben Affleck, der så mere end 'venne-glade' ud for hinanden. Ja, faktisk tog de to turtelduer sig et romantisk kys med hinanden på det omtalte billede.
Der er ingen tvivl om, at det gendannede par og brand har skabt glæde fra fans verden over. Udefra kan det virke lidt komisk, når USA vrimler med kendispar, men der er alligevel flere årsager til, at 'Bennifer' lige er lidt mere elsket end andre par.
»Jennifer Lopez er jo meget mere end bare en superstjerne. Hun er en fantastisk historie,« siger latinamerika-ekspert i OXFAM IBIS, Misha Wolsgaard-Iversen og uddyber:

»Latinamerikaneren, der kommer fra fattige kår og opnår 'the american dream' samtidig med, at hun husker, hvor hun kommer fra. Det ved jeg, at latinamerikanerne elsker – både dem i Sydamerika og USA – og jeg tror også, at det kan have smittet af på opfattelsen af hende generelt og dermed på begejstringen af forholdet.«
Parret, der var forlovet 20 år tilbage, har efter bruddet ikke været ude med noget 'mudderkastning' mod hinanden. Derfor har det for manges vedkommende været et uafsluttet kapitel. I hvert fald et kapitel som man ikke kendte slutningen på. Om det er den fortælling, der gør 'Bennifer' så unik, tør Misha Wolsgaard-Iversen ikke spå om. Hun tror dog på, at hendes personlighed har meget at gøre med fortællingen.
»Der er mange fra Latinamerika, der ikke tør at stå ved deres baggrund i offentligheden. Mange snakker ikke spansk på gaden, laver ikke sange på spansk og laver ikke referencer til deres hjemstavn. Det kan man ikke sig om Jennifer Lopez. Hun har fra start af vist sin personlighed og stået ved sin identitet. Sådan noget er selvfølgelig også 'likable'.«
Hun tror dog heller ikke, at man skal kimse ad parrets storhed og kvaliteter i branchen.

»Ben Affleck er generelt en anerkendt og populær skuespiller, og Jennifer Lopez er jo også kendt for sit ekstreme multitalent. Hun laver både film, musik og forretning. Der er ikke noget, hun ikke kan, må man sige.«
Det mytiske billede
Parret fejrede i weekenden Jennifer Lopez' 52-års fødselsdag, og hvis begejstringen over genforeningen ikke var stor nok i forvejen, så formåede de i hvert fald at skrue den endnu mere op.
En paparazzi formåede at tage et billede af de to på en båd. Og billedet ligner noget, man har set før. Helt præcist for 19 år siden.

Her medvirkede Ben Affleck i Jennifer Lopez' musikvideo til sangen 'Jenny from the Block'.
I videoen kan man se Jennifer Lopez ligge på maven iført bikini på en yacht, alt imens Ben Affleck slænger sig ind over hende med sin ene hånd på hendes balle.
Noget, som han også blev fanget i at gøre af paparazzi i weekenden.
Flere fans rundt omkring i verdenen har spekuleret på, om sceacen er tilfældig eller et PR-stunt. Misha Wolsgaard-Iversen har også lagt mærke til, at spekulationerne går i Sydamerika. Hun har dog ligesom de fleste fans ikke et svar på, hvad bådepisoden gik ud på.

Jennifer Lopez og Ben Affleck var forlovet fra 2002 til 2004, men de gik fra hinanden efter at have udskudt deres bryllup af flere omgange.
Blot fire måneder efter bruddet giftede Jennifer Lopez med sin ven, sangeren Marc Anthony, som hun senere fik tvillinger med.
Forholdet mellem hende og Marc Anthony holdt dog ikke, og i 2019 blev hun forlovet med baseballspilleren Alex Rodriquez.
De to brød dog forlovelsen i april.
Og nu har hun altså fundet tilbage til Ben Affleck, som blandt andet brugte 13 af de 17 år væk fra Jennifer Lopez på at være gift med skuespillerinden Jennifer Garner, som han har tre børn med.
Det er ikke kun parrets mange fans, der er ved at briste af begejstring over genforeningen af 'Bennifer'.
Også Ben Aflecks gode ven, skuespilleren Matt Damon, har svært ved at få armene ned.
»Han fortjener al glæde i verden. Jeg er så glad på deres vegne,« sagde han tidligere på ugen, da Jennifer Lopez havde offentliggjort parrets genfindende romance.