Det er ikke mange dage siden, at Beate fra 'Den store bagedyst' trak overskrifter, da hun lavede verdens længste træstamme.

Nu kan den 28-årige aalborgenser fortælle, hun er gravid.

Det deler hun i et opslag på Instagram tirsdag.

»Jeg og min kæreste er meget, meget glade. Jeg vidste det allerede, inden jeg havde en positiv graviditetstest. Jeg kunne mærke, der var et eller andet, der var anderledes,« fortæller Beate.

Indtil videre har det været en nem graviditet. Beate har ikke kastet op eller haft morgenkvalme.
Indtil videre har det været en nem graviditet. Beate har ikke kastet op eller haft morgenkvalme.
Vis mere

Hun er godt halvvejs i graviditeten, og fortæller derfor om graviditeten nu – maven er nemlig ikke til at tage fejl af længere.

»Det er nemt indtil videre. Jeg har ikke kastet op eller haft morgenkvalme. Jeg var meget træt til at starte med, og så gider jeg ikke rigtig at spise. Men du kan ikke liste et surt æble ind foran mig i øjeblikket, uden det bliver spist,« siger hun.

Den 28-årige aalborgenser nyder at have travlt, og det har graviditeten ikke sat en stopper for. For at sætte fokus på madspild har hun i weekenden lavet verdens længste træstamme.

»Det har heldigvis ikke føltes som en begrænsning at være gravid. Mine kollegaer vidste det ikke, før jeg fortalte det, så det har ikke været åbenlyst.«

Her ses Beate Stengaard med verdens længste træstamme. For at sætte fokus på madspild er den lavet af overskudsfødevarer.
Her ses Beate Stengaard med verdens længste træstamme. For at sætte fokus på madspild er den lavet af overskudsfødevarer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Også familien var glade for beskeden, men er dog ikke er gået amok med at købe tøj og andet til det kommende barnebarn.

»De blev alle sammen meget, meget glade. På min kærestes side af familien er det det første barnebarn, mens min storebror har en datter på to. Jeg tror, han glæder sig lige så meget til at blive onkel, som han glædede sig til at blive far,« fortæller den 28-årige aalborgenser.

Og heller ikke Beate og kæresten er gået amok i indkøb – endnu.

»Bliver man nogensinde klar? Det ved jeg ikke, om man gør. Vi har ikke rigtigt købt noget endnu. Lige nu har jeg fire bodyer. Men der er også lang tid til. Eller det føles i al fald som lang tid,« fortæller hun til B.T.

Men selvom parret nu har fortalt om graviditeten, er det ikke alt, offentligheden får at vide.

»Jeg kender kønnet, men jeg holder det lige lidt for mig selv endnu. Min familie ved det godt, men jeg skal lige tackle omverdenen.«

Hvad mener du med det?

»Jeg synes hurtigt, det kan blive meget stereotypt, hvilket jeg bliver lidt ked af. Hvis man siger, man skal have en dreng, så siger folk: 'Jamen, så bliver det en rigtig supermand', og hvis man siger, det bliver en pige, så siger folk: 'Så bliver det en rigtig prinsesse',« siger Beate og fortsætter:

»Men små piger kan også være supermænd og små drenge prinsesser. Jeg vil gerne gøre lidt op med, at det skal være enten eller: at piger er smukke, og drenge er seje.«