Skuespillerinde Ruby Rose brager frem for tiden. Først gjorde den korthårede australier sig bemærket i Netflix-hittet ‘Orange is the new black’, og for tiden er hun aktuel som titelrollen i ‘Batwoman’.

Men livet har ikke altid været fyldt med succeser for den 33-årige sangerinde. Faktisk har hun, siden hun var 12, flere gange prøvet at gøre en ende på det.

Det fortæller hun selv i et Instagram-opslag i forbindelse med World Menthal Health-dag 10. Oktober.

Her har hun delt en lang tekst om sine psykiske udfordringer og et tilhørende billede, der er taget, dagen før hun startede optagelserne til ‘Orange is the new black’.

‘Jeg har kæmpet med min mentale sundhed hele mit liv. Jeg blev diagnoseret med depression, da jeg var 13, og så svær depression, da jeg var 16. Da jeg var 18, fandt jeg ud af, at jeg led af dissociativ amnesi,’ skriver hun.

Personer, der lider af dissociativ amnesi, oplever hukommelsestab - ofte i forbindelse med traumer.

‘Et par år af mit liv er fuldstændig slettet fra min hukommelse. Det fandt jeg ud af, da jeg tilfældigvis rendte ind i min bedste veninde fra folkeskolen. Hun kunne huske mig, men jeg kunne slet ikke genkende hende,’ fortæller skuespillerinden.

I sit lange opslag beretter hun om hospitalsbesøg, skiftende medicin, terapi og selvhjælpsbøger.

Og om den seneste diagnose: PTSD (Posttraumatisk stresslidelse, red.)

‘Det, jeg har lært af mine udfordringer med psykisk sygdom, er, hvor stærk jeg er,’ skriver hun og sender en hyldest til dem, der har elsket og støttet hende.

Selv dem, der ikke har kunnet forstå, hvad hun kæmpede med, hylder hun. Det er nemlig vigtigt ikke at dømme dem, man ikke forstår, understreger skuespillerinden, før hun afslutter:

‘Og så har jeg lært, at selvkærlighed og -pleje er vigtigere end noget andet.’