Tobias Hamann, der vandt Den Store Bagedyst i 2014, er blevet lagt for had efter krænkende kommentarer i forbindelse med en reklame på Instagram.
'Kender I dem på Insta, der er virkelig gode til at involvere spons på en helt naturlig måde? Jeg troede, jeg var en af dem,’ starter Tobias Hamann sin reklame for møbelfirmaet Formel A.
Det viser sig, at han er en del dårligere til det, end han måske selv havde regnet med, for både Formel A og designeren bag sofaen, Amanda Lilholt, har taget skarp afstand fra reklamen.
Reklamen, der har fået LGBTQ-samfundet op i det røde felt, viser Tobias Hamann iført en kjole foran sofaen ‘TWIN’ jonglerende med en appelsin og fulgt af ordene:
‘Derfor er det mig en gåde, hvordan jeg kunne ende som appelsinjonglerende trans i min kærestes blomstrede sommerkjole… Måske fordi farverne passede så godt sammen, måske pga. den frie tid, vi lever i.’
Tobias Hamanns opslag er siden blevet fjernet, og samarbejdet med møbelfirmaet Formel A og Amanda Lilholt er ophørt med øjeblikkelig virkning.
Reklamen har været ekstra malplaceret, da Amanda Lilholt er lesbisk og forkæmper for lige rettigheder for alle, herunder minoritetsgrupper.
‘Det er vigtigt for mig at slå fast, at både jeg og Formel A tager skarpt afstand fra enhver krænkelse af minoritetsgrupper, herunder Hamanns opslag i går’, skriver Amanda Lilholt i en SMS til B.T.
Hamann valgte efterfølgende at komme med en undskyldning på Instagram, men undskyldningen blev heller ikke godt modtaget.
I undskyldningen forklarer han, at han er ked af, at folk har misforstået ham, og uddyber:
‘Jeg skrev, at jeg følte mig som trans, og det er der mange, der har stejlet på. Det var jo bare en følelse, jeg blev ramt af, det var jo ikke fordi, jeg blev trans af at have den (kjolen, red.) på,’ skrev han og fortsatte:
‘I kan jo i princippet ikke vide, om jeg er blevet transkønnet i løbet af natten, om det er sådan, jeg føler mig. Og det er egentlig ret diskriminerende at tænke over. Har I tænkt over det?’
På Instagram-siden 'Kraenkelseskulturellememes', der har over 7.000 følgere, deler brugeren bag siden kommentarer fra vrede følgere.
De skriver, at han ikke har forstået, hvad det drejer sig om, at undskyldningen er klam, og at han skyder skylden på dem, der er krænket.
Formel A, der oprindeligt indgik samarbejdet med Tobias Hamann, er overraskede over indholdet af reklamen og er kede af situationen:
‘Vi har ikke specifikt aftalt hvordan eller i hvilken sammenhæng, sofaen skulle eller måtte vises. Vi havde ligeledes ikke forestillet os, at en promovering af en sofa kunne give anledning til nogen form for krænkelse,’ skriver møbelkompagniet.
Firmaet bakkes op af Amanda Lilholt, som også var overrasket:
‘Vi har ikke i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, at han ville poste et billede af vores sofa på denne måde, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, hvorfor samarbejdet med Tobias Hamann er opsagt øjeblikkeligt.’
Tobias Hamann har i dag delt et nyt billede af sig selv iført kjole på Instagram, hvor han har 26.000 følgere. Billedet har affødt blandede reaktioner i kommentarfeltet.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Tobias Hamann, men det har ikke været muligt, da han er på ferie i udlandet.