Onsdag var en god dag for Arnold Schwarzenegger. Her stod han nemlig i kø – og det var en fremragende oplevelse.

Ja, faktisk har han aldrig tidligere været så glad for at stå i kø. For enden af køen var nemlig noget, han havde set frem til:

En kvinde med en sprøjte i hånden. I sprøjten var coronavaccinen. Og den havde den 73-årige muskelmand glædet sig til at få.

Således sørgede han da også for at filme hele seancen, og videoen har han nu delt med sine følgere på sociale medier, som har kvitteret med begejstrede reaktioner.

Særligt, fordi den mangeårige skuespiller undervejs i videoen kommer med pudsige referencer til film, han har været med i.

Eksempelvis benytter han sig en af sine mest ikoniske replikker fra 'Terminator 2: Judgment Day' og siger:

»Come with me if you want to live« – »Kom med mig, hvis du vil leve.«

Generelt er Arnold Schwarzenegger lidt af et hit på de sociale medier, hvor han fra både Twitter, Instagram og Facebook deler bidder af sit liv med sine fans.

Alene på Instagram følger næsten 22 millioner mennesker med, når han deler alt fra hundebilleder til træningsvideoer og politiske budskaber.

Hvad angår sidstnævnte har den tidligere guvernør en del på hjertet.

For nylig delte han en video, hvor han langede heftigt ud efter optøjerne ved Kongressen 6. januar.

Han var desuden en af de første Hollywood-stjerner, der offentligt tog del i coronadebatten, da han opfordrede folk til at blive hjemme.

Og nu opfordrer han således sine følgere til at gøre som ham og blive vaccineret.

Det er dog ikke sikkert, de kan komme lige så hurtigt frem i køen som ham.

På Twitter afslører han nemlig, at det var borgmesteren i Los Angeles, der personligt sørgede for, at han kunne svinge forbi Dodgers Stadium og få stukket en nål i armen.