»Han gjorde nogle ting, jeg ikke var tryg ved.«

Sådan siger iværksætteren Courtney Vucekovich, efter at hendes ekskæreste Armie Hammer for nylig blev anklaget for at være kannibal.

Men det var ikke kun Hollywood-stjernens fascination for at spise hendes ribben eller suge blod ud af hendes åbne sår, der skræmte hende.

Efter at have datet Armie Hammer i to måneder, måtte Courtney Vucekovich i behandling for ptsd, fortæller hun til PageSix.

Skuespiller Armie Hammer.
Skuespiller Armie Hammer. Foto: STEPHANE DE SAKUTIN
Vis mere

»Han sagde, han ville brække mit ribben af, grille det og spise det,« siger ekskæresten, der er iværksætteren bag appen Flashd.

»Fuck, det var underligt, men så tænker man ikke på det igen.«

Den bizarre sag tog sin begyndelse tidligere på ugen, da en række opsigtsvækkende screenshot af private samtaler begyndte at florere på de sociale medier.

Samtaler, angiveligt mellem Armie Hammer og hans tidligere elskerinde, om alt fra ekstrem sex og voldtægtsfantasier til kannibalisme.

'Jeg har brug for dit blod. Jeg vil have, du skal fodre mig med det,' skulle Armie Hammer, der er kendt fra film som 'Call Me by Your Name' og 'The Social Network', angiveligt have skrevet.

'Jeg er 100 procent kannibal,' står der i en anden besked, lige som at Armie Hammer – hvis beskederne er ægte – skriver, at han vil skære kvindens tå af og putte den i sin lomme, så han 'altid er i besiddelse af et stykke af hende'.

Armie Hammer har – ifølge The Guardian – afvist, at beskederne er sendt af ham.

Ekskæresten Courtney Vucekovich skal da heller ikke kunne sige, om skærmbillederne er ægte, men baseret på hendes egen erfaring fra de to måneder, de datede sidste år, så ville det ikke være en overraskelse.

»Han kunne finde på at sige: 'Jeg vil tage en bid af dig'. Hvis jeg havde en lille åben rift på min hånd, så kunne han godt lide at suge eller slikke på den. Men det var nogenlunde så underligt, det blev for os,« siger iværksætteren, der tilføjer, at Armie Hammer godt kunne lide 'følelsen af hud mellem tænderne'.

Courtney Vucekovich kalder desuden skuespilleren for 'en af de mest ødelagte mennesker, hun nogensinde har mødt'. Han var manipulerende, besidderisk og farlig, fortæller hun, og han pressede hende til grænseoverskridende ting – både i og udenfor soveværelset.

Hun ønsker ikke at gå i detaljer med de fysiske ting, da det ikke skal overskygge det mentale pres, han lagde på hende, fortæller Courtney Vucekovich, der kom i behandling for ptsd efter sine to måneder med Armie Hammer.

»Han gjorde nogle ting, jeg ikke var tryg ved. Af Gud ved hvilken årsag, overbeviste han mig om, at disse ting var ok, og han bragte mig i nogle farlige situationer, hvor jeg ikke var ok, mens han drak heftigt, og jeg ikke drak på den måde, og det gjorde mig bange,« siger Courtney Vucekovich.

Hun mener, at Armie Hammer har en evne til at bruge sin charme til at manipulere kvinder, så de ikke selv bemærker, hvor farlig og mentalt drænende han bliver, inden han 'suger al godheden ud af dig'.

Selvom Armie Hammer selv hævder, at kannibal-beskederne er falske, har han trukket sig fra filmen 'Shotgun Wedding', som skal til at påbegynde optagelserne.

»Jeg har ikke lyst til at svare på de sindssyge påstande, men på grund af de ondskabsfulde og falske angreb på mig på sociale medier kan jeg på nuværende tidspunkt ikke med god samvittighed forlade mine børn i fire måneder for at skyde en film i Den Dominikanske Republik,« siger Armie Hammer i en offentlig udtalelse.

Det hjælper dog ikke ligefrem skuespillerens troværdighed, at folk nu er begyndt at grave gamle udtalelser og Twitter-aktivitet frem, som ligeledes tegner et billede af en seksuelt grænsesøgende mand. Det kan du læse mere om HER.