Så er der godt nyt til dem, der altid har været imponerede over Annette Heicks tøjstil.

Den 49-årige sangerinde, journalist og tv-vært sælger nemlig ud af sin garderobe.

Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse, hvor de også fortæller, at udsalget vil finde sted torsdag 17. juni på Amagerbrograde i København.

Her vil den folkekære entertainer befinde sig i organisationens genbrugsbutik 2nd by Nutid mellem klokken 14 og 16.

»Genbrug giver så god mening. Jeg er vild med tanken om, at mit aflagte tøj får et nyt liv hos et andet menneske,« siger Annette Heick, der i en lang årrække har været ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp.

»Selvom det her er en god mulighed for at få ryddet op i skabet, har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer hjem med nyt, brugt tøj. 2nd by Nutid har ry for at ligge inde med fantastisk genbrugsguld,« fortsætter hun.

Ifølge pressemeddelelsen er den pågældende butik kendt for at henvende sig til en yngre målgruppe. Organisationen påpeger dog, at alle folk i alle aldre er mere end velkommen.

Årsagen til, at Annette Heick tropper op i netop denne butik 17. juni, skyldes, at den i efteråret vandt en konkurrence om at sælge flest varer blandt alle organisationens 116 genbrugsbutikker.

Præmien var et besøg af den danske kendis.

»Vi glæder os til at vise butikken og vores brede sortiment frem for Annette – og så er vi spændte på at se, hvilket tøj hun har med,« siger Olivia, der er frivillig i butikken.

»Og vi lover, at det bliver en hyggelig eftermiddag med musik og et glas bobler til vores gæster,« fortsætter hun.

Overskuddet fra Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker går til verdens fattigste.