Hun havde været en tur i scanneren. Ligget angst på briksen, mens tusindvis af data blev indsamlet om hendes krop. Nu lå hun i hospitalssengen, blev trillet ind på en enestue og nåede lige at tænke, at det måske var af betænksomhed. Fordi hun var for kendt til det her sted. Men det var det ikke.
»Lægen kom ind. 'Nu skal du ikke blive bange,' startede hun og var heldigvis virkelig sød og god til at få det hele sagt på én gang, så jeg slet ikke nåede at tænke det værste,« siger hun med taknemmelighed i stemmen – skuespiller Anne Sofie Espersen.
For beskeden, hun fik den dag for to år siden på Bispebjerg Hospital, var unægtelig en livsomvæltning. Sådan en, man hurtigt kunne tænke det værste om.
Hun havde sklerose.
For tiden kan du se hende i 'Kendisfamilier' på TV 2 Charlie og TV 2 Play, hvor hun deler ud af sit liv. Også det med sklerose. Og det er ingen tilfældighed.
»Det var en god platform til at fortælle, hvad jeg står for – sprede det gode budskab,« forklarer hun om det, der er blevet mærkesag. For hun vil gerne bidrage til et mere nuanceret billede af sygdommen. Være med til at fjerne de stigmatiserende fordomme, som hun også selv har haft om den.
Men før hun kom dertil, skulle 47-årige Anne Sofie Espersen gennem måneders gråd. Og gransken i sit eget indre.
»Det var svært for mig kognitivt at acceptere, fordi jeg var ramt på min fysik. Så jeg havde et par måneder, hvor jeg ikke foretog mig meget andet end at ligge på sofaen og pibe. Det var virkelig svært.«
Hun har ro i de grønne øjne. Sidder i spisekøkkenet i den smukke herskabslejlighed i indre København, hvor hun bor med kæresten, Mark Linn, samt fem delebørn. Hendes tre og hans to.
Med hænderne hvilende på sin kop urtete fortæller hun, hvordan hun i 2018 for første gang fornemmede, at noget var galt, blev udredt på neurologisk afdeling. Og frikendt.
Men året efter fik hun et nyt attak. Med fuld styrke.
»Underlige følelsesforstyrrelser. En fornemmelse af, at fødderne sov, som kravlede op ad benene, helt op til livet. Det er virkelig uhyggeligt og skræmmende ikke at kunne mærke sig selv,« beskriver Anne Sofie Espersen.
Men først, da hun ikke længere kunne mærke sin vandladning, tog hun på hospitalet. Og fik dommen.
»Man ved ikke, hvorfor folk får sklerose, men jeg har en teori om, at den kan være udløst af, at jeg simpelthen har kørt på fælgene i mange år.«
»Jeg havde tre små børn og var alene med dem i nogle år, før Mark og jeg flyttede sammen,« forklarer Anne Sofie Espersen, som i 2008 blev skilt fra kollegaen Søren Byder, med hvem hun har børnene. Den yngste, Buster, var kun et år, da de gik fra hinanden.
»Oven i det var der så mange ting, jeg skulle bevise og opnå, havde fuldt drøn på arbejdet, var perfektionist til fingerspidserne og tog de danse og kampe, jeg blev inviteret op til. Alt det sled mig og resulterede i dårlig livsstil med smøger, sukker, dårlig søvn og stress, stress, stress.«
Erkendelsen og teorien kom til hende, mens hun var sendt til tælling på sofaen. Langsomt begyndte hun at læse op på sygdommen, og det var dér, at hun besluttede sig for at lægge sit liv om og på vejen formidle, hvad hun lærte.
Derfor startede hun en blog. Og siden er en podcast kommet til. Fora, hvor hun med egne ord 'sætter min egen røv i klaskehøjde'.
»Jeg føler lidt, at jeg er ved at have sort bælte i sklerose, fordi jeg har læst og testet så mange ting på mig selv. Jeg ser det som en uddannelse, jeg er ved at tage. En uddannelse i at være syg, og hvordan man er det,« siger Anne Sofie Espersen, som i dag er både sundere og stærkere end før.
»Det er jo ikke en dødsdom, jeg har fået. Men sygdommen har gjort mig mere bevidst om mig selv. Jeg er blevet mere nærværende, føler mig mere feminin, føler mig mere i kontakt med min sårbare side og er blevet lidt mere blød.«
»Jeg har simpelthen sluppet speederen, givet plads til mere dans i køkkenet, mere kærlighed, mere af alt det, der er væsentligt,« smiler hun og erkender, at en af hendes første bekymringer netop var dem, der er væsentligst. Hendes mand og børn.
»Børnene er ligesom dem, man er sat i verden for at beskytte. Så jeg frygtede da, om jeg var i stand til det. Men der har jeg jo kunnet mærke, at de ikke ligefrem går og tager en masse hensyn. Og det er sgu godt nok,« kommer det med en hjertelig latter fra Anne Sofie Espersen, hvis børn i dag er 21, 18 og 13 år og stort set ikke mærker noget til deres mors sygdom. Undtagen trætheden.
»Jeg har ikke ondt og kan godt det meste. Men nogle gange er jeg skidehamrende træt. Fatiguen, den her tunge træthed, er det mest invaliderende ved den her sygdom. Så efter klokken 21 skal de ikke komme og bede mig læse korrektur på en opgave. Det orker jeg ikke,« smiler Anne Sofie Espersen, hvis kur mod den er at løbe en tur eller hoppe i det kolde vand.
»For mig virker det, og jeg gør det hver eneste dag. Jeg tvinger mig selv ud. Også når jeg har dumme ben.«
Siden forårsdagen for to år siden har Anne Sofie Espersen ikke haft nogen attakker. Hun har fundet sin balance. Lever sundt, men kan også sagtens bælle en flaske rosé på en tirsdag, ryge en festcigaret og holde gang i dansegulvet til klokken seks om morgenen.
Sygdommen er blevet en del af hendes hverdag, liv og virke, og hun holder jævnligt foredrag for Scleroseforeningen og andre om at leve med sklerose. Hvor hun dog er meget bevidst om, at hun stadig kun er nybegynder.
»Jeg skal ikke komme skøjtende ind fra højre på høje hæle og sige: Jeg mærker ikke noget'. For sådan er det ikke. Jeg er meget tidligt i et forløb – er bevidst om, at det er en akkumulerende sygdom.«
»Men jeg er kommet over på den anden side, fordi chokket ligesom har lagt sig nu. Jeg har fundet mig tilrette med det. Så det, jeg prøver at sige til andre, er at se det som en gave.«
»Det lyder perverst, at en akkumulerende sygdom kan være en gave, men ligesom med andre livsændrende nedslag kan man bruge det til at tage nogle andre valg, tage noget op til revision.« Og det har hun gjort.
