Som fast ekspert i DR-programmet ‘Kender du typen’ har Anne Glad de seneste 10 år jævnligt været på besøg i danskernes stuer. Hun synes noget om danskerne, så selvfølgelig synes danskerne også noget om hende.

De har holdninger til hendes tøj, hendes hår, hendes måde at gestikulere på – og især hendes beslutning om at blive mor som 45-årig.

Men hvor de fleste bare tænker deres – eller siger det til deres sidemand hjemme i sofaen – logger nogle på de sociale medier og skriver direkte til Anne Glad.

»Dit valg af tøj og din farvesammensætning er helt forfærdelig.«

»Stakkels barn med sådan en gammel mor.«

»Du ejer ikke smag...«

»Jeg kan simpelthen ikke ønske tillykke med, at du skal have baby, når du er 45 år. Det er og bliver synd for barnet... Det er pinligt.«

Anne Glad ignorerer de fleste af de negative beskeder, hun får fra ukendte mennesker. Men enkelte kan hun ikke ignorere.
Anne Glad ignorerer de fleste af de negative beskeder, hun får fra ukendte mennesker. Men enkelte kan hun ikke ignorere. Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Byrd
Vis mere

Sådan lyder bare nogle af de beskeder, hun gennem tiden har modtaget i sin mailboks eller på de sociale medier. De fleste negative kommentarer ignorerer hun, men nogle gange er der en enkelt, der sniger sig forbi det filter, hun har sat op for at beskytte sig selv.

»Der er gode dage og dårlige dage. Dagsformen afgør, hvor tyndhudet jeg er, men det tynger mig at blive konfronteret med folks dårlige tanker.«

Langt de fleste beskeder handler om hendes udseende.

»Måden, jeg trækker vejret eller stiller fødderne på. De mest hadefulde kommer om natten, hvor jeg tænker, der er andre stimulanser involveret,« siger Anne Glad.

Nu har hendes mand, musikeren Kim Glad Wagner, skrevet en sang om de uønskede beskeder. Du kun se videoen ovenfor.

»Det er folks småligheder og aggressioner, der får dem til at skrive. Det er et øjebliks opstemthed eller nedernhed - men det sårer,« siger han.

De beskeder, der bliver sendt til Anne Glads indbakke, eller som dukker op på hendes sider på Facebook og Instagram, kan hun kontrollere. Men hun har ingen magt over de beskeder, der skrives i kommentarsporet hos eksempelvis ugebladene, hvor Anne og Kim Glad Wagners familier kan læse med.

»Selv om vi er hårdhudede, så sårer det vores forældre dybt, når der bliver skrevet om os. Og indimellem får den ikke for lidt,« siger hun og rækker ud efter sin mands hånd.

I hjemmestudiet, hvor Kim Glad Wagner har skrevet en sang til sin kone.
I hjemmestudiet, hvor Kim Glad Wagner har skrevet en sang til sin kone. Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Byrd
Vis mere

Da det for tre år siden kom frem, at Anne Glad var gravid, blev hendes  svigerfar »noget chokeret« over kommentarsporet på artiklerne.

»I den periode kom der også en del beskeder i min indbakke om, at jeg var et ondt menneske, og at jeg ville dø, inden barnet blev konfirmeret,« siger hun med det lille afvæbnende grin, som hun er kendt for.

»Hvis jeg havde gjort noget forkert, kørt spirituskørsel eller andet, skulle jeg nok forholde mig til medieomtalen. Men at jeg var gravid og havde forelsket mig i en mand, der i forhold til aldersforskel ikke passede ind i en stereotyp forestilling om kernefamilien, det gider jeg ikke forholde mig til.«

Derfor var hendes bedste råd til sin svigerfar aldrig at læse kommentarer, og hvis han læste dem, havde hun en bøn til ham:

»Lad være med at resumere beskederne for mig. Det har jeg simpelthen ikke brug for,« fortæller hun.

Dén besked, der inspirerede Kim Glad Wagner til at skrive en sang til sin kone, modtog Anne Glad en dag i januar, hvor hun var i studiet for at optage 'Bogselskabet' - en podcast, som hun har været vært på i to år.

Hun skulle møde forfatteren Rune Skyum-Nielsen, da beskeden poppede op i et kommentarspor på instagram.

»Han – for jeg forestiller mig, at det var en han – skrev, at jeg var 'latterlig og opmærksomhedskrævende'.«

Dén ramte:

»Lige dér, fik han lov til at komme under huden og sætte et aftryk.«

Det plejer hun ellers ikke at tillade. Kim Glad Wagner registrerede, at hans kone blev ked af det og irriteret.

»Selv blev jeg vred og fik lyst til at skrive eller gøre noget. Men man kan ikke indlede et verbalt slagsmål over de sociale medier. Man kan kun slette beskeden,« siger han.

Det var præcis, hvad Anne Glad gjorde. Men hun blokerede også afsenderen, og det har hun fortrudt.

»For så har han 'vundet'. Han har ikke krav på opmærksomhed, men nu fik han den tilfredsstillelse, at jeg reagerede, og så kunne han have en fest med det.«

Anne Glad fra 'Kender du typen' får mange had beskeder fra ukendte. Nu har hendes mand skrevet en sang til hende og andre om kunsten at være ligeglad med andres mening.
Anne Glad fra 'Kender du typen' får mange had beskeder fra ukendte. Nu har hendes mand skrevet en sang til hende og andre om kunsten at være ligeglad med andres mening. Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Byrd
Vis mere

Normalt kan hun ud fra de første, ord navnet på afsenderen og tidspunktet, beskeden er sendt på, vurdere, om hun skal læse en kommentar eller ej. Langt de fleste had beskeder læser hun ikke.

»Ignorering er mit vigtigste redskab i forhold til at håndtere de her ting.«

Rationalet er, at »hvis jeg ikke værdiger det et blik, findes det ikke i mit liv«.

»Det er ikke for at fastholde mig selv i et positivt tinky-winky-land, men jeg synes bare ikke, det bidrager med noget positivt overhovedet,« siger hun.

Kim Glad Wagner tager hendes hånd og tager over:

»Man kan ikke gøre andet end at være ligeglad. Men det er svært.«

For selv om man er ligeglad, rammer kritikken – et eller andet sted – indeni.

»Hvis kommentarerne berører et punkt, hvor vi vakler lidt, og hvor vi ikke er 100 pct. sikre på, at vi er verdensmestre, så bliver man ramt,« siger han, der selv som musiker er blevet kritiseret for sin udtale af engelske ord og for sin sangstemme.

»Vi har alle punkter, hvor vi er usikre. Jeg er måske 10 pct. usikker på, om jeg synger godt nok eller skriver gode nok sange.«

Anne Glad får mange kommentarer for det tøj, hun har på i 'Kender du typen'.
Anne Glad får mange kommentarer for det tøj, hun har på i 'Kender du typen'. Foto: DR
Vis mere

Den følelse genkender Anne Glad. Programmet 'Kender du typen' har eksisteret i 26 år, hun har været med siden 2010. Hendes svage punkt er usikkerheden, om hun egentlig har ret til al den taletid:

»Der er tusind andre mennesker, der mere legitimt kunne tage pladsen på tv, fordi de har så utroligt meget mere på hjerte end at lave livsstilsfjernsyn.«

Men de kommentarer, hun som livsstilsekspert »skal slås med«, er trods alt mindre end dem, som især kvindelige politikere skal håndtere:

»De har stalkere, som er både hadefulde og aggressive.«

Også de kvindelige forfattere, hun snakker med, bliver udsat for mange kommentarer:

»Kunst og politik og kvinder er hardcore triggere i forhold til at få folk til at skrive beskeder. Kommentarerne til de kvinder, der senest er stået frem i MeToo-bølgen, er voldsomt sårende. Det er ekstremt hadefulde kommentarer. At en kvinde som Sofie Linde står op endnu, det er sejt gået,« siger hun.

Selv om Anne Glad ofte kender typen, har hun ikke en forklaring på fænomenet hadbeskeder. Studier viser, at afsenderne har en slagside blandt ældre mænd – og ældre i det hele taget.

»Jeg forestiller mig, at det handler om, at de er digitale migranter. Men folk er blevet bedre til at håndtere deres mobiltelefoner. Hvis man er vokset op med sociale medier, er der en større forståelse af, at medierne og virkeligheden er det samme, og at der er et levende menneske i den anden ende.«

Generelt opfordrer hun medierne til at finde ud af, hvordan de vil håndhæve ytringsfriheden i deres kommentarspor.

»Er det ytringsfrihed, at hvem som helst kan kaste galde op ud over et medies platforme?« spørger hun, der oplever, at de sociale medier langsomt begynder at blive mere bevidste om problemet.

I denne uge lukkede det sociale forum Jodel af for meget af det sladder, som brugere under rubrikken ‘Kendisgossip’ helt anonymt har kunnet bringe til torvs.

»Tidligere var der en helt anden frihed i kommentarsporet. Det er nyt, at nogle medier tager mere ansvar.«