»Fryd for de svin bag Jodel.«
Sådan lyder det kort og kontant fra realitykendissen Lenny Pihl, da B.T. tirsdag morgen fanger ham oven på mandagens nyhed om, at det anonyme sociale medie Jodel har valgt at lukke for dets såkaldte sladderkanaler.
Sladderkanalerne har været flittigt brugt, når det kommer til at dele – ofte falske – rygter om danske kendisser, fordi brugerne ikke behøver at stå inde for rygterne med navn og derfor kan skrive noget nær hvad som helst.
Lenny Pihl har tidligere kritiseret mediet, hvor han blandt andet er blevet beskyldt for utroskab, og derfor er han ikke overraskende yderst begejstret for, at Jodel sætter en stopper for sladderkanalerne, der tidligere gik under navnene 'kendisgossip', 'realitygossip' og 'bloggergossip'.
»Jeg har fucking hadet Jodel fra dag ét. Folk kunne starte rygter og skrive lige, hvad der passede dem, og så kunne man bare sidde og kigge med fra sidelinjen,« lyder det fra den 34-årige tidligere 'Paradise Hotel'-vinder.
»Jeg synes, det er grotesk, at det lort har kunnet overleve så længe, og jeg har talt med andre realityfolk omkring, hvad vi mon kunne gøre for at få det lukket i en fart.«
»Jodel har ødelagt rigtig mange ting i realityfolks forhold og privatliv, og jeg synes ærlig talt ikke, det har været fair i min optik. Bare fordi vi har lavet tv og er offentlige ansigter, så har vi stadig et hjerte, og vi tager ting til os og bliver ramt af dem, som gør ondt på os eller skader vores privatliv,« fortsætter han.
Lenny Pihl er ikke den eneste, der har armene i vejret over, at Jodel lukker ned for sladderen. Det samme har smykkedesigneren Mai Manniche, som blandt andet har været rygtet gravid på det anonyme medie.
»Det er tæt på verdens bedste nyhed,« skriver hun i en besked til B.T. og fortsætter:
»Jodel med deres sladderkanaler er et frygteligt medie, der ikke gøre noget godt. At have et medie, der alene har til formål at sladre og svine andre mennesker til, har jeg aldrig fortstået. Så det er meget dejligt, at de lukker sladderkanalerne. Det er jeg meget glad for og forhåbentligt kommer der så en god tone og positive vibes tilbage. Det har vi alle brug for.«
Også den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Anna Seneca, som blandt andet er blevet beskyldt for at have fået foretaget numseoperationer, er glad for, at Jodel nu strammer op.
»Jeg synes, det er helt fantastisk, at de ren faktisk lytter til os, som det ren faktisk går ud over. Det kan godt være, at Jodel bliver også brugt til andet, men en rigtig stor del blev brugt til – i min optik – mobning. Så det er nærmest en sejr, at der endelig bliver gjort noget ved det.«
Anna Seneca påpeger dog, at hun både »frygter og forventer«, at sladderen blot bliver flyttet et andet sted hen, nu hvor Jodels sladderkanaler er et levn fra fortiden.
»Men jeg håber da helt klart, at det her vil mindske den slags internet-ramaskrig.«



