Den har længe været ventet. Fortsættelsen af 'Sex and The City', der byder på et gensyn med Carrie, Miranda og Charlotte og deres evige problemer med mænd og tøj.
Men nu, hvor den er her, ville jeg hellere have undværet. Vag, svag og kedelig er det mest ophidsende, jeg kan sige om 'And Just Like That'.
Miranda opsummerer det faktisk fint, når hun siger »death sucks« i andet afsnit.
Mens 'Sex and The City' var et frisk pust, der på mange måder revolutionerede kvindekampen og startede en ny (fjerde)bølge af feminisme, så virker de første to afsnit (ud af ti) af rebooten 'And Just Like That' som gammel vin på nye flasker.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig har været den store fan af den overfladiske Carrie Bradshaw, der godt nok var seksuelt frigjort og 'succesfuld', men som også altid havde rod i sin økonomi, var uoverskueligt hjælpeløs og ekstremt afhængig af altid at have en mand ved sin side.
Nå, men det fortsætter. Og i de nye afsnit er selv den tidligere så bidske Miranda, som man ellers tidligere kunne se lidt op til, nu blevet en (gråhåret) skygge af sig selv.
Håret kommer vi tilbage til, men det er næsten pinligt, når hun på klodset maner angiveligt ikke kan begå sig på universitet blandt de unge og 'woke'. Det bliver ligesom lidt for boomer-agtigt.
Den karrierebevidste mandeæder Samantha (Kim Catrall) må vi helt undvære. I stedet har man indsat skuespillerinden Nicole Ari Parker. Og selvom hun gør det godt, så er hendes karakter bare for sukkersød til at erstatte Samantha. Jeg havde hellere set en med mere kant, som for eksempel Vanessa Williams, i rollen.
Savnet af Samantha er stort, og 'Sex and The City' uden Samantha er lidt ligesom at stikke tungen ud ad vinduet. Som Spice Girls uden Ginger Spice. Som gin uden tonic.
'Sex and The City' har altid været kendt for at være underholdende og sjov, og der falder da også én stjerne af for at vække minder og én stjerne for sjove replikker.
Og så vender vi tilbage til håret, for det er måske det mest overraskede. Mens Miranda rocker sin gråhårede manke, så ligner Carrie Bradshaws krøllede, blonde hår sig selv – selvom Sarah Jessica Parker har rundet de 56 år.
Men det er også dyrt at få det til at se sådan ud, siger hun i første afsnit – måske som en hentydning til den kritik, hun blev udsat for, da fotografer fangede hende gråhåret under en frokost i New York for noget tid siden.
Et andet overraskende element (og her kommer en spoiler) er bortgangen af Carries mand, Mr. Big, der dør i første afsnit af et hjerteanfald.
Nogen vil nok savne Mr. Big. Jeg vil ikke.
Mr. Big har med sine mange udskejelser bestemt ikke behandlet Carrie pænt gennem årene, og havde det ikke gjort hende stærkere, hvis hun var blevet skilt fra ham for længst?
Jeg har kun set de tre første afsnit, men lad mig gætte – inden det sidste afsnit har Carrie Bradshaw fundet sig en ny mand.
'Sex and The City' og 'And Just Like That' har mange gode ting at byde på – som værdien af livslange venskaber og en tro på, at kvinder kan.
Men hvor fortsættelsen på for eksempel Gilmore Girls var overraskende vellykket, så virker ‘And Just Like That’ bare pinlig og uddateret.
Alt ting har en udløbs dato, og for 'Sex and The City' er den bare passeret for længst.
