Har den verdenskendte rapper T.I. og hans hustru, sangerinden Tameka Harris, i fællesskab bortført, bedøvet og seksuelt mishandlet adskillige kvinder?

Det mener 11 kvinder og en advokat i hvert fald, at de har, og derfor kræver de, at politiet igangsætter en officiel efterforskning af stjerneparret. Det skriver New York Times.

Sagen tog sin spæde begyndelse for et par uger siden, hvor mere end 30 kvinder gennem opslag på sociale medier rettede voldsomme anklager mod rapperen og hans hustru.

En kvinde skrev for eksempel, at stjerneparret i 2018 hyrede hende til at danse for dem, men at parret i løbet af aftenen tvang hende til at tage stoffer og til at have sex med andre kvinder.

T.I. og hustruen.
T.I. og hustruen. Foto: Frederic J. BROWN
Vis mere

Ifølge kvinden blev hun holdt fanget mod sin vilje i tre dage, før T.I. med det borgerlige navn Clifford J. Harris jr. og hans hustru lod hende gå.

En anden kvinde har påstået, at hun i 2015 blev hyret til at være T.I.s personlige assistent, men at han ved en enkelt lejlighed stillede sig helt hen til hende, før han tog fat i hendes mund, åbnede den og tvang hende til at sluge otte ecstasypiller.

Som følge af de mange historier, der har floreret på sociale medier de seneste uger, har i alt 11 kvinder slået sig sammen og hyret en advokat.

Og denne advokat, der hedder Tyrone A. Blackburn, holdt mandag et pressemøde, hvor han krævede, at politiet går ind i sagen.

Anklager: Voldtog i fællesskab

Ifølge ham påstår flere af de 11 kvinder, han repræsenterer, at. T.I. og hans hustru har tvunget dem til at tage stoffer, hvorefter de har begået seksuelle overgreb på dem. Ved to af hændelserne skal der – ifølge kvinderne – være tale om fuldbyrdet voldtægt.

På pressemødet sagde advokaten desuden, at episoderne har fundet sted mellem 2005 til 2018 i staterne Georgia og Californien, og at ingen af kvinderne havde kendskab til hinanden, før anklagerne begyndte at florere på sociale medier.

New York Times har talt med fem af de 11 kvinder, som alle påstår, at T.I. og hans hustru har bedøvet dem med stoffer, før parret – og i visse tilfælde deres venner – har voldtaget eller krænket dem seksuelt.

Ifølge avisen har tre af kvinderne fremvist billeder eller beskeder, der understøtter deres anklager – for eksempel gamle beskeder til deres venner og familier, hvori de har beskrevet de påståede hændelser, kort efter at de skal have fundet sted.

T.I. med sin hustru, Tameka Harris.
T.I. med sin hustru, Tameka Harris. Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

En af kvinderne, som avisen har talt med, påstår, at hun og hendes veninde festede på en natklub i Los Angeles i 2005, da de blev inviteret ind i VIP-rummet.

Her blev de angiveligt tilbudt en drink af T.I., og kort tid efter blev de dårlige og begyndte at kaste op, hvilket fik dem til at mistænke, at der var mere end blot alkohol i drinken fra T.I.

Ifølge kvinden, der dengang var 23 år gammel, tilbød T.I. og hans hustru at følge hende op på deres hotelværelse, hvor de – ifølge hende – voldtog hende i fællesskab.

New York Times har også talt med veninden, som var med den pågældende aften, og hun bekræfter, at hun så sin veninde forlade natklubben med stjerneparret, og at hun dagen efter fortalte hende, hvad der var sket.

Nægter alt

Ud af de 11 kvinder, der har hyret advokaten Tyrone A. Blackburn, er det efter sigende kun én af dem, der kræver en økonomisk erstatning. De resterende søger – ifølge advokaten – blot 'retfærdighed'.

T.I. og hans hustrus advokat, Steve Sadow, udsendte i kølvandet på pressemødet mandag en udtalelse, hvori han afviser anklagerne mod stjerneparret.

»Vi forventer, at hvis disse anklager bliver efterforsket grundigt og fair, så vil der ikke være nogen sigtelser på vej,« lyder det fra advokaten.

»Disse anklager er intet andet end en fortsættelse af den nedrige afpresning, som begyndte på sociale medier, og som nu forsøger at manipulere pressen og retssystemet,« fortsætter han og påpeger, at hans klienter er villige til at samarbejde med politiet, såfremt det bliver aktuelt.