Få skilsmisser er kønne, men det er også de færreste, der er så grimme som den, superstjernerne Brad Pitt og Angelina Jolie har gennemgået.

Det var tilbage i 2016, at Angelina Jolie ville skilles, og stort set lige siden har kampen om forældremyndigen over børnene været i gang.

I løbet af de fem år er Brad Pitt blevet anklaget og frikendt for mistanke om børnemishandling, og Jolie har også hævdet at have beviser for, at Pitt skulle have været voldelig, og han derfor ikke skal have lov til at have børnene halvdelen af tiden. Hun har også ved flere lejligheder krævet sagens dommer, John Ouderkirk, fjernet.

I et stort interview med The Guardian sætter Angelina Jolie nu flere ord på, hvordan det var at være gift med Brad Pitt.

Angelina Jolie ses her med en del af børneflokken, som er kernen i konflikten.
Angelina Jolie ses her med en del af børneflokken, som er kernen i konflikten. PETER NICHOLLS

Og det er ikke mange varme følelser, der er tilbage for eksmanden, som hun også tidligere har anklaget for at have været voldelig mod børnene.

»Jeg er ikke den type person, der uovervejet træffer sådan en beslutning, som jeg måtte træffe her. Det krævede meget at bringe mig derud, hvor jeg følte, at jeg blev nødt til at blive skilt fra faren til mine børn.«

Hun fortæller, at den nuværende retssag gør, at hun ikke kan gå i specifikke detaljer, men direkte adspurgt, om hun frygtede for sin families sikkerhed, lyder svaret:

»Ja, for min familie. Hele min familie.«

Angelina Jolie er yderst engageret i humanitært arbejde.
Angelina Jolie er yderst engageret i humanitært arbejde. MUNIR UZ ZAMAN

Angelina Jolie har gennem årene været meget engageret i nødhjælpsarbejde for børns rettigheder, og hun spekulerer over, om det er arbejdet på det globale plan, der har gjort, at hun ikke så det, da de samme problemstillinger kom helt tæt på.

»Ofte kan du ikke se noget, der sker i dit privatliv, især hvis dit fokus er på de globale uretfærdigheder, fordi alt virker småt i sammenligning. Det er så hårdt, og jeg vil gerne have den her diskussion, fordi den er vigtig …«

Et andet punkt, der kom imellem Brad Pitt og Angelina Jolie, var Pitts fortsatte lyst til at arbejde sammen med den nu sexovergrebsdømte filmproducer Harvey Weinstein.

Angelina Jolie hævder, at Weinstein misbrugte hende, da hun som 21-årig var med i filmen 'Playing by Heart'.

»Jeg holdt mig væk og advarede folk mod ham. Jeg kan huske, jeg fortalte det til min første mand, Johnny, der tog det så godt og fortalte til andre fyre, at de ikke skulle lade kvinder komme tæt på Weinstein. Jeg har aldrig arbejdet med ham igen, og det var hårdt for mig, når Brad gjorde.«

Parret har børnene Maddox på 20, Pax på 17, Zahara på 16, Shiloh på 15, og de 13-årrige tvillinger Vivienne and Knox.

Brad Pitt har afvist at kommentere sagen over for The Guardian.