Angelina Jolie har beviser for, at Brad Pitt har udøvet vold under deres ægteskab.

Det er i hvert fald, hvad hun hævder i retsdokumenter, som Entertainment Online har fået i hænde.

Retsdokumenterne, som er indgivet 12. marts, er blot de seneste i en lang, lang række af slagsen.

Alle er de en del af det, der efterhånden er blevet en langtrukken proces omkring skilsmissen mellem parterne, der i mange år udgjorde Hollywoods nok mest populære ægtepar.

I mange år var de Hollywoods største powerpar.
I mange år var de Hollywoods største powerpar. Foto: © Michael Hanschke / Reuters
Vis mere

Glamouren omkring 'Brangelina' er dog for længst forsvundet, og i stedet har en grim krig om børnene overtaget.

Få dage, før Angelina Jolie i 2016 søgte om skilsmisse fra sin skuespillermand, satte et anonymt opkald til myndighederne en FBI-undersøgelse i gang.

En undersøgelse, der skulle påvise, hvorvidt Brad Pitt havde udøvet vold mod sin søn Maddox eller ej.

Der var ikke noget at komme efter, lød det fra både myndigheder og FBI, og Brad Pitt blev renset uden nogensinde at være blevet tiltalt.

Men nu hævder Angelina Jolie altså at kunne levere beviser på, at han har været voldelig.

Hvem der skulle have været offer for Brad Pitts påståede vold, fremgår ikke i retsdokumenterne, men Angelina Jolie og hendes advokater mener tydeligvis, at de omtalte beviser kan blive afgørende i en kommende retssag mellem parterne.

For selvom parrets skilsmisse gik officielt igennem i 2019, er spørgsmålet om forældremyndigheden over deres seks fælles børn endnu ikke afklaret.

Parret har sammen tre adoptivbørn samt tre biologiske børn, og endnu et retsdokument indgivet fra Angelina Jolies advokathold 12. marts omhandler deres vidneforklaringer.

Angelina Jolie og børnene fotograferet i september 2019.
Angelina Jolie og børnene fotograferet i september 2019. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Også i dette tilfælde er selve indholdet ukendt.

Siden skilsmissen har de seks børn – Maddox på 19, Pax på 17, Zahara på 16, Shiloh på 14 og tvillingerne Knox og Vivienne på 12 – primært opholdt sig hos deres mor.

Det ønsker Brad Pitt som bekendt at lave om på.

Han ønsker at dele forældremyndigheden ligeligt, men trods adskillige møder i retten er det altså endnu ikke lykkedes ham at få sit ønske opfyldt.