'Jeg har brugt de sidste to måneder frem og tilbage mellem operationsstuer med min ældste datter, og for få dage siden, måtte jeg se til, mens hendes lillesøster måtte under kniven for at få en hofteoperation.'

Skuespillerinden Angelina Jolie åbner i en klumme i Time op om, hvordan hun og hendes familie - specifikt hendes to døtre - har kæmpet med alvorlige helbredsproblemer.

Den ældste datter, som Angelina Jolie henviser til, er 15-årige Zahara, mens det ikke er bekræftet, hvilken af Jolies yngre døtre, der har fået en hofteoperation.

Dog skriver People, at 13-årige Shiloh er blevet set gå med krykker på en shoppetur med sin mor og lillesøster Vivienne på 11 år.

Hvad der er årsag til Zaharas mange operationer og sygehusbesøg fremgår ikke af Angelina Jolies klumme. People skriver, at hun er blevet set blandt publikum i Cirque du Soleil med et IV-drop.

Angelina Jolie udgav klummen om sine døtres sygdomsforløb i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

På skrift roser skuespillerinden sine døtre for at udvise stor styrke i deres sygdomsforløb, samtidig med et stort overskud og omsorg over for hinanden.

Angelina Jolie er mor til seks børn. Tre af dem, inklusiv Zahara, er adopteret, mens de andre tre er biologiske børn af Angelina Jolie og eksmanden Brad Pitt.