Dagbøder på 1000-2000 kroner er virkeligheden for entertaineren Amin Jensen, som nægter at tage et 9,6 kvm stort reklameskilt på sit hus ned.

»Kommunen bruger rockermetoder, og jeg er stædig, så jo mere de kommer efter mig, jo mere kæmper jeg,« siger Amin Jensen til B.T.

Hvidovre Avis kunne tirsdag afsløre, at både Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi har givet Jensen et påbud om øjeblikkelig fjernelse af skiltet.

Hvis skiltet ikke var væk inden 27. september, ville Amin Jensen få dagbøder.

Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre.
Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Men skiltet er der stadig.

Det står og blinker ved Amin Jensens hus på Gl. Køge Landevej i Hvidovre, hvor der ifølge entertaineren selv kommer 140.000 mennesker forbi hver dag.

Og det er netop årsagen til, at politiet vil have ham til at fjerne skiltet. De vurderer, at det er farligt, fordi det kan distrahere trafikanter og dermed forårsage ulykker.

Dog er der ikke sket en eneste i de to år, Amin Jensen har haft skiltet oppe.

Amin Jensen.
Amin Jensen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

Tilbage til dagbøderne, så er den første netop tikket ind.

»Jeg har fået min første dagbøde i dag (tirsdag, red.), men jeg har faktisk ikke været inde at kigge på den endnu, så jeg ved ikke, hvor meget den er på. Men formentlig på mellem 1000 og 2000 kroner,« siger entertaineren, som har kæmpet for sit skilt i to år.

Planen er at lade være med at betale bøderne. På den måde ender Amin Jensen i retten, og det glæder han sig til.

Han mener, han har en rigtig god sag, da der ifølge ham selv findes omkring 150 lignende skilte rundtomkring i Danmark, som ikke bliver vurderet til at være farlige. »Så hvorfor skulle mit være det?« som spørger han.

Det er blot lidt over en måned siden, at Amin Jensen vandt sin klagesag, hvor Planklagenævnet ophævede afgørelsen fra 2017 af Hvidovre Kommune.

Kommunen var kommet frem til, at skiltet var opsat ulovligt og derfor skulle tages ned. Det var den afgørelse, Jensen klagede over og fik medhold i i november i år, og derfor er skiltet nu lovligt.

Alligevel har politiet altså valgt at give entertaineren et påbud, som de siger ikke kan ankes til en anden myndighed. Og det får det til at lyde, som om Amin Jensen er løbet tør for muligheder, men det mener han ikke selv, han er.

»Jeg går i retten. Politiet prøver at udlægge sagen, som om der ikke er flere udveje, men det er der altså,« slår han fast og fortsætter:

Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre.
Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Jeg mener, jeg har en rigtig god sag, og jeg har jo allerede vundet én gang før.«

Din kamp mod Hvidovre Kommune har nu stået på i to år, og den er endnu ikke slut. Har du nogle gange lyst til bare at give op og tage skiltet ned?

»Nej. Jeg er stædig, så jo mere de kommer efter mig, jo mere kæmper jeg. Jeg vil kæmpe med næb og kløer til det sidste,« siger Amin Jensen, som dog er en smule skuffet over politiet.

»Jeg troede, politiet var til for at passe på os, ikke for at chikanere os. Politiet latterliggør sig selv, og den her sag er spild af ressourcer. Det er helt skørt, at de ikke har ressourcer til at undersøge en ældre mands kælderindbrud, men det her vil de gerne bruge energi på,« afslutter han.