Restaurant Noma i København er om nogen kendt for at kunne levere et udsøgt måltid mad.

Nu stempler udenlandske kendisser ind – og de er heldigvis enige.

I et opslag på Instagram fra den tostjernede Michelin-restaurant har det nygifte par skuespillerinden Lily Collins og hendes mand, filminstruktøren Charlie McDowell, tilkendegivet deres mening om den københavnske restaurant.

»Bogstaveligt talt drømme og uforglemmelige smage,« skriver Lily Collins.

Udover at være kendt fra tv-serien 'Emily in Paris', der kan findes på Netflix, er hun datter af musikeren Phil Collins.

Charlie McDowell er – ligesom konen – også at finde på Netflix, hvor han har skrevet og instrueret filmen 'The Discovery', der fik premiere på Netflix i 2017.

Og så er han også at finde i Nomas kommentarfelt.

»Et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået,« skriver han.

Billedet, der kommenteres, viser en varm bærsalat med hyldeblomst-sauce, som er fra Nomas sommermenu.

Den 4. september blev parret gift efter to års forhold. Her blev de fejret af deres nærmeste i Dunton Hot Springs, Colorado.