En falsk artikel delt på Facebook hævder, at Amalie Szigethy er blevet fyret fra den populære TV 3-serie 'Forsidefruer', som derfor er blevet stoppet.

Men det har intet hold i virkeligheden.

Det forklarer den 27-årige realitystjerne Amalie Szigethy, der selv opdagede opslaget, fordi flere af hendes mere end 190.000 Instagram-følgere tippede hende.

»Folk sendte det til mig på Instagram og spurgte, om det var sandt, og andre sagde, det var fake, og at jeg lige skulle holde øje,« forklarer realitystjernen, der bestemt ikke er glad for den falske artikel.

»Jeg synes, det er pisseirriterende, og jeg kan ikke forstå, folk kan gøre sådan noget,« siger hun.

Det er The Skin-Lab, der har delt opslaget om Amalie og 'Forsidefruer', hvor der står:

‘Den største stjerne i 'Forsidefruer', Amalie Szigethy, er blevet fyret efter at have brudt sin kontrakt, og programmet er blevet annulleret!’

Ser man nærmere på profilen The Skin-Lab, gemmer der sig dog kun annoncelignende opslag på polsk, og siden har kun 11 likes, ligesom den først er oprettet i februar. På hjemmesiden bag artiklen gemmer der sig artikler og annoncer på forskellige sprog - blandt andet en artikel om 'Forsidefruer'.

Opslaget Amalie Szigethy selv har delt med sine følgere for at advare om den falske artikel.
Opslaget Amalie Szigethy selv har delt med sine følgere for at advare om den falske artikel. Privatfoto

Desværre er det langtfra første gang i sin karriere, at Amalie Szigethy oplever at blive udnyttet på lignende facon.

»Jeg har prøvet det før, for sådan har det været gennem hele min karriere. Jeg har ikke gjort noget nu, for jeg tror,  jeg har for travlt til at sætte mig ind i det,« siger Amalie Szigethy.

Realitystjernen har dog umiddelbart svært ved at se, hvad hun selv skal gøre ved problemet.

»Jeg burde vel gøre noget, men jeg ved ikke engang, hvad man skal gøre ved det. Jeg lagde et billede op på min Instagram, hvor jeg skrev, det var fake,« siger realitystjernen.

Forsidefruerne Jackie Navarro, Amalie Szigethy, Gunnvør Dalsgaard, Janni Ree og Karina von d'Ahé.
Forsidefruerne Jackie Navarro, Amalie Szigethy, Gunnvør Dalsgaard, Janni Ree og Karina von d'Ahé. Nils Meilvang

Hun vil ikke udelukke, at hun på et tidspunkt vil bruge energi på at gå efter nogle af dem, der skriver falske ting om hende.

»Lige nu har jeg så mange ting i mit liv, så jeg kan ikke rigtigt bruge min energi på det, men det kan da være, nogle vil hjælpe mig på et et tidspunkt, for jeg har for travlt til at sidde med det selv. Men det er vigtigt for mig at fortælle, at det ikke er sandt,« siger Amalie Szigethy.

Det er langtfra første gang, danske kendisser er blevet udnyttet i falske annoncer, reklamer eller artikler. Så sent som i sidste uge fortalte tv-vært Ulla Essendrop, hvordan hun modtog falske artikler, der hævdede, at hun stoppede på 'Aftenshowet' for at sælge cremer.

Amalie Szigethy er i øjeblikket aktuel i TV 3-serien 'Forsidefruer', der sendes hver torsdag.