'Badehotellet'-stjernen Amalie Dollerup afslørede for nylig, at hun sammen med sin skuespiller-mand venter sit første barn.

Graviditeten har ikke haft påvirkning på indspilningerne af den kommende sjette sæson af 'Badehotellet', og derfor var den 32-årige skuespiller også med på TV 2’s pressemøde onsdag.

»Det har været meget anderledes at have så mange hormoner i kroppen,« fortalte Amalie Dollerup om sin nye rolle som kommende mor.

»Jeg har været igennem en del kvalme og morgenopkast ligesom så mange andre. Jeg har heldigvis været så forskånet, at jeg har kunne passe mit arbejde, og nu glæder vi os bare rigtig meget,« tilføjede hun med et smil.

Amalie Dollerup til pressemøde for sjette sæson af Badehotellet.
Amalie Dollerup til pressemøde for sjette sæson af Badehotellet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hun har termin til juni og kan endnu ikke hverken afsløre barnets køn eller navn.

Fra slutningen af januar spiller hun med i Folketeatrets opsætning af 'Mød mig på Cassiopeia'. Hun ved endnu ikke, hvor længe hun kan være med der.

»Jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer, og hvor stor jeg bliver, og det bliver måske lidt mærkeligt for historien at skulle spille en muse, der aldrig har kysset en mand, og så være højgravid. Jeg spiller så lang tid, jeg kan, men det bliver nok ikke hele perioden.«

Sidste sommer spillede Amalie Dollerup med i Cirkusrevyen.

Hun har af praktiske årsager ikke sagt ja til nogen opgaver denne sommer, men er klar på at finde en løsning på nye optagelser af 'Badehotellet', hvis TV 2 finder på at lave en syvende sæson.

En del af Badehotellet sæson seks-holdet.
En del af Badehotellet sæson seks-holdet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det skal bare kunne lade sig gøre. Det er jo et lille menneske, der kommer til verden, og så må arbejde komme i anden række.«

Amalie Dollerup har været med i 'Badehotellet' fra første sæson og tilskriver serien stor ære for, at hun i dag - efter længe at blive sat i bås som barneskuespiller - kan føle sig voksen.

»Serien har gjort mig mere selvstændig som skuespiller. Jeg har jo min historie med at gå fra barne- til voksenskuespiller. Ligesom Amanda er jeg blevet mere voksen. Så er jeg også begyndt at holde foredrag om Badehotellet, så det har betydet rigtig meget.«