Den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano kan meget vel have reddet sin onkels liv.

I hvert fald var hun og onklen, Mitch Carp, tirsdag involveret i en bilulykke, der skete, fordi onklen fik et muligt hjerteanfald, mens hans kørte bilen.

Det skriver flere amerikanske medier – heriblandt TMZ og Deadline.

De to familiemedlemmer skal angivelig have kørt på motorvejen i Los Angeles, da Alyssa Milano fra passagersædet opdagede, at hendes onkel pludselig var bevidstløs, fordi bilen langsomt gled over i den forkerte vejbane, hvor den ramte en anden bil.

Hun skal derfor have rakt ind over sin onkel og fået fat i rattet, hvorefter hun formåede at styre bilen ind til siden og trykke på bremsen med sin anden hånd.

Efterfølgende skal den 48-årige 'Heksene fra Warren Manor'-skuespillerinde have udført hjertemassage på onklen, indtil en ambulance ankom til stedet.

Ifølge politiet kunne Alyssa Milano forlade stedet uden en skramme.

Hun blev ifølge amerikanske medier hentet af sin mand, kendisagenten Dave Bugliari, mens onklen blev kørt på hospitalet.

Hans tilstand er endnu ukendt for offentligheden.

Bilen, som Alyssa Milano og onklen ramte i forbindelse med ulykken, kørte afsted fra stedet uden at stoppe.

Alyssa Milano har siden ulykken sat et par enkelte og lidt kryptiske ord på ulykken gennem sociale medier, hvor hun skriver følgende:

'Vi skal alle tage imod chancen, når vi har muligheden for at beskytte dem, vi elsker. Bliv vaccineret. Tag mundbind på. Gem jeres pistoler væk. Og lær hjertemassage,' skriver hun blandt andet i opslaget, som kan ses i dets fulde herunder: