Et match på en eksklusiv datingapp mellem en 19-årig kvinde og en 51-årig Hollywood-stjerne er løbet med en del opmærksomhed den seneste tid.

Nu er den unge kvinde, der afslørede matchet imod datingsidens regler, blevet smidt ud af appen.

Det fortæller kvinden, den nu 20-årige Kate Haralson, til Page Six.

»Jeg burde have forventet, at det ville ske,« fortæller hun.

Kate Haralson var indtil for nylig bruger af datingappen 'Raya', der har strenge regler for at beskytte medlemmernes privatliv.

Alligevel valgte hun tidligere denne uge at stå frem og fortælle, at hun som 19-årig angiveligt blev et match med den 31 år ældre 'Venner'-skuespiller Matthew Perry.

Som bevis delte hun på sin TikTok-profil en nu slettet video af sig selv, hvor hun FaceTimer med skuespilleren, efter de matchede med hinanden på appen i maj sidste år.

Til Page Six fortalte Kate Haralson tidligere på ugen, at skuespilleren ikke lod til at have noget imod deres aldersforskel, og at hun 'for sjov' havde sat et højt alderskriterium på appen for at møde ældre mænd:

»Det føltes mærkeligt at tale med nogen, der var på min fars alder, og det føltes ikke rigtigt, særligt når han vidste, hvor ung jeg var,« sagde hun.

Videre fortalte hun, at hun valgte at stå frem og fortælle om matchet, fordi hun vil sætte fokus på, at mange stjerner i Hollywood taler med unge piger:

»Masse mennesker har sagt, at jeg mobber og er led for at have delt det, og det fik mig til at føle mig lidt dårlig, men på samme tid synes jeg, at mange fyre i Hollywood taler med alle disse unge piger, og det er noget, jeg synes, at folk skal være mere bevidste om,« forklarede hun til Page Six.

Matthew Perry har ikke selv udtalt sig om sagen på nuværende tidspunkt.

Forleden blev også skuespilleren Ben Affleck hængt ud for at have sendt en video af sig selv til en kvinde, han havde matchet med på Raya – efter hun havde fjernet ham som et match. Den sag kan du læse mere om HER.