Det kan godt være, at Adele har tabt sig omkring 45 kilo i løbet af to år, men det var bestemt ikke meningen.
Vægttabet har nemlig blot været et biprodukt af den 33-årige sangerindens angstsygdom.
Det fortæller popstjernen søndag i et interview med talkshowværten Oprah Winfrey, skriver Entertainment Weekly.
Ifølge Adele begyndte hun at træne sammen med en personlig træner, fordi det hjalp hende med at kontrollere den angst, hun havde fået som følge af sin skilsmisse.
»Det afholdt mig fra at bryde sammen, at jeg havde disse aftaler i løbet af dagen,« siger hun.
Mens mange har hyldet og rost Adele for hendes vægttab de seneste par år, så er der også visse, som har kritiseret sangerinden for at have smidt de mange kilo, da de dermed ikke længere kan identificere sig med hende.
Adele understreger i interviewet med Oprah, at hun godt er klar over, at der er stor fokus på hendes krop, men hun påpeger samtidig, at hun ikke vil anses som en rollemodel, når det kommer til sit udseende.
»Jeg gik ind for kropspositivisme dengang, og jeg går ind for kropspositivsme nu,« siger hun og fortsætter:
»Det er ikke mit job at skulle validere, hvordan folk har det med deres kroppe. Jeg prøver bare at finde ud af mit eget liv.«
Adele fortæller endvidere, at hendes seneste års fitnessrutine er lagt på hylden, fordi hun er tilbage på musikscenen som følge af lanceringen af sit nye album, 'Easy On Me'.
Hun siger dog, at dette ikke bekymrer hende, fordi hun satser på, at hendes muskler nok skal huske, hvordan det føles at løfte vægte, hvilket er en af hendes yndlingsformer for træning sammen med boksning.
»Jeg har en lige højre, som ville kunne dræbe dig,« afslører hun om sine bokseevner.