Der er folk, der ligner hinanden, og så er der folk, der LIGNER hinanden.

Og skuespilleren Dwayne 'The Rock' Johnson og en amerikansk politibetjent er helt sikkert i sidstnævnte kategori.

Faktisk ligner de hinanden så meget, at folk nærmest er gået i chok over det og kalder dem dobbeltgængere.

Det skriver Fox News.

Sådan her ser den rigtige Dwayne 'The Rock' Johnson ud.
Sådan her ser den rigtige Dwayne 'The Rock' Johnson ud. Sarah Stier

Vi skruer tiden tilbage til 17. august.

Her delte Morgan County Sheriff's Office et billede på Facebook af to af deres betjente.

På ingen tid begyndte det at strømme ind med kommentarer fra folk, der var overbevist om, at den ene af betjentene var ingen anden end Hollywood-stjernen.

'Det her er helt skørt!' skriver en bruger, mens en anden skriver: 'Jeg har zoomet helt ind, og jeg er stadig ikke overbevist om, at det ikke er ham.'

Flere tusinde andre har skrevet lignende kommentarer, hvilket blot har fået politimyndigheden til at dele et nyt billede af deres pludselige berømte betjent, som hedder Eric Fields.

Og på det billede er ligheden mellem de to næsten lige så slående.

'Han er seriøst The Rocks tvillingebror,' lyder det i en ud af de 500 kommentarer på det nye billede.

'Han ligner The Rock mere end The Rock selv', lyder det i en anden.

Ifølge Fox News gik billedet af The Rocks look-a-like viralt, efter en bruger havde delt det oprindelige billede på TikTok.

Selvom betjent Eric Fields er chokeret over den voldsomme respons på hans udseende, så er han ikke overrasket, fortæller han det amerikanske medie.

Han er nemlig ofte tidligere blevet sammenlignet med skuespilleren, fortæller han.

»Folk har altid drillet mig med, at jeg ligner ham eller Vin Diesel, og jeg griner bare med på joken,« siger han.

Eric Fields har valgt at udnytte den massive opmærksomhed til at oprette en indsamling.

Overskuddet skal gå til folk, der er diagnosticeret med sygdommen ALS (amyotrofisk lateral sklerose).