Aaron Carter blev fundet død i sit hjem: Nu er dødsårsagen klarlagt


For knap et halvt år siden fandt man sangeren, rapperen og skuespilleren Aaron Carter ligge død i sit hjem.
Nu er hans dødsårsag blevet endeligt klarlagt.
Det skriver People, der har fået indsigt i obduktionsrapporten.
Det var 5. november sidste år, at Aaron Carter blev fundet død i sit hjem nær Los Angeles i den amerikanske delstat Californien. Han blev kun 34 år.

Nu står det klart, at han druknede, efter han havde inhaleret gassen difluorethan og taget det beroligende lægemiddel alprazolam.
Ifølge rapporten gjorde det, at Carter blev 'svækket, mens han var i et badekar', efterhånden som stofferne tog effekt.
Til sidst endte han med at glide under vandoverfladen og drukne.
Af obduktionsrapporten lyder det, at dødsårsagen var 'en ulykke'.

I årene op til havde Aaron Carter levet et omtumlet liv, der var præget af flere misbrugsproblemer og afvænningsforløb.
Han blev et kendt navn – særligt i hjemlandet – efter han som blot niårig udgav sit første album og efterfølgende turnerede med bandet Backstreet Boys, som hans storebror, Nick Carter, er en del af.
Senere i sin karriere skiftede han fra sang til rap, og han medvirkede desuden i flere teaterproduktioner.
I en lang række interview fortalte Aaron Carter i de senere år også åbent om sine problemer med stofmisbrug og psykisk sygdom.

Efter hans død fortalte hans manager, Taylor Helgeson, også, at online mobning ligeledes sled på sangeren:
»Det var som et mareridt. Det blev bare ved, det var nådesløst, og det tog hårdt på ham,« fortalte manageren i et interview med Page Six.
Han understregede, at han ikke ville give det hele skylden for Carters alt for tidligere død, men han fortalte, hvordan han havde set, at det over en lang periode var med til at nedbryde sangeren:
»Han valgte aldrig sit liv. Jeg tror aldrig, at han fik de samme redskaber, som mange af os andre har, der kan hjælpe med at navigere os i den retning, der giver plads til et godt liv,« forklarede manageren.