Stephanie Siguenza ved godt, at hun har taget på.

Ellers skal unavngivne folk på internettet nok minde hende om det.

'Hold kæft, fede hval', 'Du ser gravid ud, tudefjæs', lyder det blandt andet på YouTube, hvor hun deler ud af sine tanker og hverdag i små videoer.

Hun skal da også nok gøre sit for at tabe sig. Det bliver bare ikke lige nu. Og det bliver slet ikke, fordi andre siger, hun skal, slår den 20-årige 'Årgang 0'-stjerne fast i sin nye bog, 'Stephanie – fra Årgang 0 til frihed'.

20-årige Stephanie Siguenza van-der Watt.
20-årige Stephanie Siguenza van-der Watt. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

Som teenager bekymrede hun sig nemlig mere for, hvad andre tænkte om hende, end hvordan hun selv havde det. Hun var flot og tynd. Men hun var ikke glad, fortæller hun.

Aftenen inden sin konfirmation spiste hun kun en gulerod til aftensmad, så hun kunne stå knivskarpt på dagen. Og senere spiste hun i løbet af en hel dag portioner, der i størrelse svarer til en knyttet hånd.

Hun skilte sig allerede ud ved at have været en tv-kendis, siden hun blev født, og ved at have en familie, der ikke just kunne betegnes som en kernefamilie.

Hun behøvede ikke skille sig yderligere ud ved at være rundere end de andre og for buttet til deres smarte tøj.

Som teenager begyndte Stephanie at tænke mere over, hvordan hun så ud. Her er hun 12 år og står sammen med sin far, Christian, og søskende Isabella og Tristan.
Som teenager begyndte Stephanie at tænke mere over, hvordan hun så ud. Her er hun 12 år og står sammen med sin far, Christian, og søskende Isabella og Tristan. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

»Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg begyndte at spise så lidt. En del af grunden var, tror jeg, at jeg var stresset. Stresset over skolen, stresset over mine forældres situation, stresset over familielivet i det hele taget, stresset over at være 'Stephanie fra Årgang 0'. Jeg havde det ikke godt i den periode. Jeg havde ikke et godt selvværd,« skriver hun i bogen.

»Det har jeg stadigvæk ikke. Jeg kigger ofte mig selv i spejlet og tænker: 'Hold kæft, hvor er du bare grim'. Forskellen er, at jeg i dag godt ved, at det ikke er en god måde at tænke på.«

Stephanie Siguenza har tidligere fortalt, at hun ikke er fanatisk, men er begyndt at cykle til og fra arbejde og tager sig tid til at mærke efter, om hun i virkeligheden allerede er blevet mæt efter én portion, inden hun tager en ny. Og det har foreløbig gjort hende næsten 10 kilo lettere på et halvt år.

Men vigtigst af alt, så forsøger hun også at give sig selv flere komplimenter – eller et klap på skulderen, når hun synes, hun har brug for det – for hun har efterhånden lært, at man ikke får noget ud af at fortælle sig selv, at man intet er værd. For til sidst tror man på det.

Stephanie bor i dag hos sine svigerforældre med kæresten Jeff. Her ses de med familiens hund Aris.
Stephanie bor i dag hos sine svigerforældre med kæresten Jeff. Her ses de med familiens hund Aris. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

Og så lader hun desuden være med at læse alt for meget med i kommentarsporene på de sociale medier.

»Jeg kan ikke lade være med at synes, folk er underlige, når de har behov for at skrive den slags hadefulde ting. Og de burde tænke mere over, hvad det gør ved dem, de skriver til, og dem, der læser med,« skriver hun i 'Stephanie – fra Årgang 0 til frihed', som torsdag udkom på forlaget Gyldendal.